Historiske menstruationsmyter
Disse historiske menstruationsmyter er for mærkelige! © Getty Images

10 virkelig skøre, historiske myter om menstruation, som folk engang har troet på

I det antikke Grækenland mente de, at menstruation skyldtes dovenskab

18. januar 2023 af Henny Müller Dahl

Op gennem historien er menstruationer ikke blevet omtalt særlig positivt, og – ikke overraskende – har det primært været mænd, der har undersøgt og skrevet om menstruation i hundredevis af år. Manglede adgang til viden har ført til, at der i gamle dage har floreret en masse myter og misinformation om menstruation, som vi slet ikke kan fatte i dag. Før 1831 vidste læger ikke engang, at menstruation og ægløsning var forbundet med hinanden! 

Vi har samlet 10 virkelig mærkelige, historiske menstruationsmyter, som menstruerende personer er blevet fortalt gennem tiden. En ting er sikkert: Hvor er vi glade for, vi lever nu og ikke dengang (selvom vi stadig er vildt trætte af de menstruationsmyter og -tabuer, som findes den dag i dag). 

1. De gamle romere troede, at menstruerende kvinder var hekse 

Ifølge den romerske historiker og forsker Plinius den Ældre kunne menstruerende kvinder stoppe både storme og lynnedslag – og dræbe afgrøder, få træernes frugter til at falde af, slå bier ihjel og drive hunde til vandvid. Så menstruationer var altså skyld i al kaos på jord. Vild fantasi, ham Plinius havde... 

2. I middelalderen blev brændte tudser brugt som middel mod kraftige menstruationer

Det var ret almindeligt dengang at tro, at tudser og frøer kunne helbrede alle mulige lidelser – alt fra tandpine til menstruation. For at komme kraftige menstruationssmerter til livs kunne kvinder finde på at brænde en tudse og bære dens aske nær skeden. Og vi som troede, at vi havde fået mærkelige menstruationsråd gennem vores teenageår. Stakkels dyr... 

3. Menstruation var årsag til – og kuren mod – spedalskhed (og andre sygdomme) 

Okay, så i middelalderen troede europæere åbenbart både, at menstruationsblod kunne være årsag til spedalskhed – men også helbrede det. Mange troede, at spedalskhed kunne opstå som følge af at have haft menstruationssex. Men samtidig skrev nonnen Hildegard von Bingen, som udgav medicinske tekster, at menstruation kunne være et middel mod selvsamme lidelse. Forvirrende. Og usandt. 

Menstruationsblod er rent faktisk også blevet brugt som middel mod både epilepsi og hovedsmerter. 

4. I Frankrig troede de engang, at menstruationssex ville skabe monsterbabyer 

Yep, datidens kvinder ville føde et sløvt og stinkede monster, hvis de havde sex under deres menstruation.

5. I det gamle Grækenland mente de, at de bedste tamponer var lavet af træ 

De gamle grækeres svar på en tampon var et stykke træ, som de så viklede ind i noget stof. AV! Så foretrækker vi altså vores menstruationskop

6. En græsk læge mente, at menstruation skyldtes dovenskab 

Den antikke, græske læge, kirurg og filosof Galen mente, at menstruation kom sig af kvinders dovenskab, fordi de konstant var hjemme, ikke udførte hårdt arbejde og ikke blev udsat for så meget sol. Så egentlig var menstruation en straf for at være doven. Men altså – måske kvinderne slet ikke ville være hjemme, hvis nu nogen havde spurgt dem? 

7. Menstruation og vin var ikke en god kombination 

Okay, den her er bare ond, for vi ville virkelig aldrig kunne undvære vores vin. I 1919 argumenterede en videnskabsmand for, at menstruationsblod indeholdt en gift, som ville forvandle vin til eddike. Og det er kun 104 år siden, at den tanke opstod. Vildt! 

8. Menstruerende kvinder skulle følge naturens regler 

En mandlig fødselslæge ved navn Dr. A. F. A. King skrev i 1875, at den eneste naturlige tilstand for en kvinde var at være gravid, og at menstruation kunne forhindres og undgås, hvis bare kvinder fulgte naturens regler og forblev konstant gravide. Øh... Nej tak? 

9. Menstruerende kvinder skulle ikke arbejde for hårdt 

I en bog fra 1883 skrev lægen Dr. George Austin Clarkes, at kvinder ikke bør arbejde for hårdt, når de har menstruation. ‘Okay, endelig én, der var lidt fornuftig’, tænker du måske. Men nej – hans argument var, at det ville resultere i sindssyge. Så den køber vi alligevel ikke helt. 

10. Menstruationsblod havde særlige kræfter i Romerriget 

Romerske naturforskere troede, at mænd kunne bruge deres koners menstruationsblod, hvis de meget gerne ville forblive trofaste. I denne tidsperiode troede mange også, at hvis en smule menstruationsblod blev blandet i en mands måltid, ville det få ham til at forelske sig i kvinden. Lad os bare sige, at vi ikke tør at teste dette...