Kvinde lytter til podcast
Lægen & Ønskebørnene handler om fertilitet og fertilitetsbehandling.© Getty Images

Læger deler ud af deres vigtige viden om fertilitetsbehandling i ny podcastserie

Hvert 6. par i Danmark oplever, at det med at få ønskebarnet kan være sværere, end de tror

26. marts 2021 af Rie Louise Kirkebjerg

Fertilitetsbehandling er et utroligt vigtigt emne, for faktisk oplever hvert sjette par Danmark, at det er svært at få børn. 

Der findes (heldigvis) en del podcasts om fertilitetsbehandling, og nu kan du blive endnu klogere, når en ny podcastserie – med udgangspunkt i det lægefaglige –kommer rundt om de forskellige facetter omkring fertilitet og fertilitetsbehandling. 

Den nye podcastserie, som har fået navnet Lægen & Ønskebørnene, er lavet af et panel af læger, som tager lytterne igennem de forskellige emner. Derudover fortæller en række gæster om deres egen personlige historie omkring det at være i fertilitetsbehandling.

Mange er ramt af infertilitet

Læge, Malene Kloster, som er kvinden bag idéen om at lave denne podcastserie, fortæller:

“Vi kunne godt tænke os at dele mere ud af den viden vi har omkring fertilitet og helt specifikt fertilitetsbehandling. Infertilitet er en udfordring, som rammer rigtigt mange par. Faktisk er det hvert sjette par i Danmark, som oplever, at det her med at få ønskebarnet kan være sværere end de lige tror. 

Derfor er der behov for, at vi taler meget mere om det. Jo mere viden man har på området, jo nemmere er det for folk at få den hjælp de har brug for. Vi bruger en del tid på at fortælle, at Facebook måske ikke er det bedste sted at søge sin viden.”

Podcasten er både til par og enlige

Der er mange spørgsmål, som hober sig op, hvis du er en af de mange, som oplever, at det der med at få ønskebarnet er sværere, end du lige havde troet. 

Podcastserien er både lavet for par eller enlige, der er i fertilitetsbehandling, og du kan lytte til de tre første afsnit af Lægen & Ønskebørnene på Apple Podcast, Google Podcast og Spotify.

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori