Kvinde med graviditetstest
Find ud af om nedsat frugtbarhed oftest skyldes mænd eller kvinder.© Getty Images

9 myter om fertilitet – sandt eller falsk?

Kan du blive gravid, når du er stresset? Og påvirker p-piller din fertilitet?

1. november 2021 af Isabella Wedel Hansen

Har du også hørt dine veninder snakke om, at du ikke kan blive gravid, når du er stresset, eller at det kan tage et år, fra du stopper på p-piller, til du kan blive gravid? Der findes rigtig mange myter og fortællinger, når det kommer til fertilitet – nogle af dem er sande, mens andre er falske og skaber unødvendig bekymring for kvinder, der ønsker at blive gravide.

Derfor har vi samlet ni myter om fertilitet, som vi har fået Søren Ziebe, ​Chef for Afdelingen for Fertilitet på Rigshospitalet, til at svare på. 

Myte 1: Nedsat frugtbarhed skyldes oftest problemer hos kvinden

Falsk. Det er en forkert opfattelse, at nedsat frugtbarhed som regel skyldes problemer hos kvinden – det skyldes lige så ofte problemer hos manden.

Når folk kommer på fertilitetsklinikker for at få hjælp, er det cirka en tredjedel af gangene, fordi der er et fertilitetsproblem hos kvinden, en tredjedel af gangene fordi der er et fertilitetsproblem hos manden, og den sidste tredjedel af gangene skyldes problemer hos både kvinden og manden – og i en del tilfælde kan det også være, at problemet ikke kan defineres.

Myte 2: Nedsat frugtbarhed kan skyldes tidligere brug af p-piller eller spiral

Falsk. Når du stopper på p-piller, spiral eller anden hormonprævention, vil din cyklus komme tilbage, og være ligesom hvis du ikke havde været på denne prævention. Det kan dog tage nogle måneder, før din krop er helt tilbage til sin normale cyklus. Så ingen grund til bekymring, hvis du har været på p-piller, siden du var helt ung.

Hvis du har været på hormonprævention i rigtig mange år, skal du dog være opmærksom på, at du måske ikke kender din krops egen cyklus, og at du derfor oplever, at den er anderledes end “normalt”. 

P-piller
P-piller påvirker ikke din evne til at blive gravid i fremtiden.© Getty Images

Myte 3: Kvinder kan blive gravide, indtil de går i overgangsalderen

Falsk. Desværre er det ikke helt sådan. Tommelfingerreglen er, at kvinder stopper med at kunne blive gravide cirka 10 år, før de går i overgangsalderen. Og her er udfordringen, at du ikke rigtig kan vide, hvornår du går i overgangsalderen, da det er meget forskelligt fra kvinde til kvinde. Og derfor kan du desværre heller ikke vide, hvornår du stopper med at være fertil, før det er for sent.

Søren Ziebes råd til dig er derfor, at du skal gå hjem og tage en snak med din mor om, hvornår hun gik i overgangsalderen – så kan du få et lille fingerpeg om, hvornår du måske selv går i overgangsalderen. 

Myte 4: Fertiliteten hos kvinder er i dag dårligere end før i tiden

Hverken sandt eller falsk. Det kan faktisk ikke siges med sikkerhed. Men dét, der spiller den største rolle i dag, er, at vi får børn senere og senere, og det giver et indtryk af, at kvinders fertilitet er blevet dårligere end førhen. Om hormonforstyrrende stoffer og lignende også spiller en rolle i dag er svært at konkludere noget om.

Myte 5: Kvinders fertilitet påvirkes i højere grad af alder end mænds

Sandt. Kvinder er født med et specifikt antal æg, og de danner ikke flere gennem livet. Derfor bliver kvinders æg også ældre og ældre med alderen – og der bliver også færre og færre af dem. Modsat er det mændene, der er lidt mere heldige. De producerer nemlig nye sædceller hele tiden, og de påvirkes derfor ikke helt lige så meget af deres alder – der dog stadig spiller en hvis rolle. 

Kvinde og mand med graviditetstest
Mænds alder spiller ikke en lige så stor rolle som kvinders, når det kommer til fertilitet.© Getty Images

Myte 6: Der går ofte omkring et år, efter du er stoppet på p-piller, før du kan blive gravid

Falsk. Det kan der ikke generaliseres, da det er forskelligt fra kvinde til kvinde. For nogle kvinder kommer kroppens naturlige cyklus tilbage med det samme, mens det for andre tager nogle måneder. 

Myte 7: Du kan ikke blive gravid, hvis du er stresset

Falsk. Puha, så er der da én ting mindre at stresse over. For selvom mange går rundt og tror det, så påvirker stress faktisk ikke vores fertilitet. Du kan stadig blive gravid, selvom du i perioder er meget stresset.

De eneste måder, stress kan påvirke din fertilitet på, er, hvis du er så stresset, at du enten stopper med at have sex med din partner (men ja, det giver vist næsten sig selv) eller hvis det påvirker din menstruationscyklus, så den helt holder op i en periode – men det er heldigvis kun i meget slemme tilfælde, at den gør det.

Par der har en alvorlig samtale
Stress påvirker som udgangspunkt ikke din evne til at blive gravid. © Getty Images

Myte 8: Alle kan få børn ved fertilitetsbehandling

Falsk. Desværre ikke. Men med de behandlingstilbud, der findes i dag, ender cirka to ud af tre kvinder, der er i fertilitetsbehandling hos det offentlige, med at få børn. Og når dine behandlingstilbud hos det offentlige er brugt op, er der heldigvis også hjælp at hente på de private fertilitetsklinikker.

Myte 9: Hvis du har tabt et barn tidligere, er du mere tilbøjelig til at have problemer med at få børn

Både sandt og falsk. Det kan ikke siges på baggrund af ét graviditetstab. Det er først efter tre graviditetstab, at det vurderes og kategoriseres som værende tegn på, at du måske har svært ved at holde på et barn – men Søren Ziebe påpeger dog, at det ikke behøver at være et tegn på det.

Så hvis du skulle være i den ulykkelige situation, at du har tabt et barn under din graviditet, er der altså ikke grund til bekymring endnu. Mange kvinder oplever det nemlig én eller flere gange i løbet af deres liv. 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Du vil (garanteret) også kunne lide