En kvinde ligger på sin seng
Der kan være flere forskellige grunde til din pletblødning. © Getty Images

Pletbløder du uden for din menstruation? Her er 7 mulige grunde til, at det sker

Måske er du faktisk gravid...

18. oktober 2018 af Freyja S. Anderberg

Det er meget almindeligt at pletbløde både før og efter din menstruation. I modsætning til selve menstruationen består pletblødninger kun af få dråber blod. 

Da pletbødning er en naturlig ting, bør du som regel ikke blive bekymret – for du kan ofte bare pletbløde i forbindelse med sex eller menstruation. Hvis du bare oplever pletblødning en sjælden gang i mellem, så er der nok ikke grund til bekymring. Men hvis blødningen derimod er markant og tilbagevendende, så bør du tage et smut forbi lægen eller din gynækolog. 

Hvis du har tendens til at pletbløde uden for din menstruation, så kan der være disse syv forskellige årsager til det:

1. Stress kan forårsage pletblødning

Hvis du er stresset i en periode, kan det have en fysisk påvirkning på din krop, som kan føre til pletblødninger. Stress er en af de hyppige årsager til hormonforstyrrelser, for perioder med spændinger og stress kan påvirke din hjerne på en sådan måde, at din normale menstruationscyklus ændres. 

På den måde kan du opleve blodigt udflåd i dagene før og efter din normale menstruation, som vil opleves som pletblødning. Det kan både skyldes eksamensstress, som ofte varer i længere perioder, og det kan være stress på grund af af kærlighedssorger, pressede arbejdsdage, lange rejser eller en spiseforstyrrelse.

Et trusseindlæg med granatæblekerne som pletblødning
Oplever du pletblødning? Så er det måske på grund af stress... © Getty Images

2. Måske har du polypper i livmoderhalsen?

Polypper i livmoderhalsen er ganske ufarlige, men de kan betyde uregelmæssige pletblødninger særligt efter sex. Polypper er små, runde celler, der vokser i livmoderen, som består af livmodervæv. Polypperne brister af og til, og det kan medføre en større blødning eller blot pletblødning. 

Hvis polypperne er generende kan de fjernes nemt og hurtigt med en kikkertoperation. 

3. Din prævention kan medføre pletblødning

Din præventionsform kan have pletblødning som en bivirkning. P-plasteret eller p-staven kan blandt andet forårsage uregelmæssige blødninger i opstartsfasen, og det samme kan p-piller.

Hvis du for eksempel lige er startet med at tage p-piller eller minipiller, så skal din krop lige vænne sig til pillerne, og det kan betyde lidt pletblødninger de første tre måneder. Oplever du stadig pletblødning efter de første tre måneder, så bør du tale med din læge. 

Det kan også være, at du har glemt en pille eller dit p-plaster, hvilket også kan være skyld i usædvanlig pletblødning. Vil du læse mere om, hvordan din prævention påvirker din menstruation, så læs med her. 

P-piller på en kalender
Når du begynder på p-piller, kan du godt opleve pletblødning de første tre måneder. © Getty Images

4. Pletblødning kan også være forårsaget af infektion

Måske har du en infektion i livmoderhalsen eller i skeden, som kan medvirke til pletblødning... Infektioner kan opstå af flere forskellige årsager. Du kan både få en vaginal infektion (som svamp) eller du kan få infektion af en kønssygdom (som klamydia). Begge typer infektion kan medføre betændelse og irritation i livmoderen, som kan forårsage pletblødninger. 

Derfor kan det være en ret god idé at gå til lægen, hvis du har mistanke om, at det kan være en infektion, der er skyld i dine pletblødninger. 

5. Måske har du ægløsning

Ægløsningen kan være forbundet med pletblødning mellem dine menstruationer. For når du har ægløsning, øger din krop produktionen af østrogen – og østrogen er hormonet, som sørger for at løsne ægget fra æggestokkene. Udledningen af østrogen er samtidig det, der kan medføre pletblødningen. 

Hvis du oplever pletblødningen på din 13.-16. dag i din menstruationscyklus, så er det formegentlig din ægløsning, der er årsagen. 

En kvinde sidder med en positiv graviditetstest på sin seng
Pletblødning kan også være et tegn på, at du faktisk er gravid. © Getty Images

6. Det kan være, at du er gravid...

Det er ikke helt ualmindeligt med en smule pletblødning i starten af en graviditet – før du måske ved, at du er gravid. Flere opdager faktisk først, at de er gravide, fordi de går til lægen for at få undersøgt den uforklarlige pletblødning. 

Pletblødningen kan opstå, når fosterets forstadie (kaldet embryo) sætter sig fast i livmoderen. Det er rigtig vigtigt, at du går til lægen, hvis du oplever pletblødning under din graviditet, for det kan desværre også være et tegn på abort. 

7. Andre årsager 

Apropos abort, så kan der desværre også være meget alvorlige årsager til din pletblødning, og derfor bør du som udgangspunkt kontakte din læge, hvis du oplever noget uregelmæssigt i forbindelse med din menstruation eller dit underliv. Det gælder både din blødning, men også andre usædvanligheder. 

Hvornår bør du kontakte lægen om din pletblødning?

Som udgangspunkt bør du gå til lægen, hvis du oplever noget, som er uregelmæssigt for dig og din krop. Men der er også et par konkrete tilfælde, som kan være tegn på, at noget måske er galt, og du derfor bør søge læge. Den slags tilfælde har vi samlet herunder. 

Du bør altså gå til lægen, hvis du oplever dette: 

  • Hvis din pletblødning er hyppig og varer længere end en uge
  • Hvis blødningen gør dig svimmel
  • Hvis du er gravid eller har en formodning om, at du kan være det
  • Opstår blødningen under eller efter sex, så kan der også være noget galt
  • Hvis din pletblødning er alvorlig eller særlig kraftig, er alt nok ikke helt, som det skal være
  • Hvis der opstår andre symptomer som eksempelvis smerter i underlivet eller i bækkenet, og du samtidig får feber

Kilder: Sundhed.dk, Sundhed-Online

Vil du ikke risikere at gå glip af sundhedstips? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori