Mor med baby
Din hjerne ændrer sig faktisk, når du bliver mor.© Getty Images

Psykologens 3 bedste råd til, hvordan du ikke glemmer dig selv i din nye rolle som mor

Har du husket også at prioritere dig selv?

16. april 2021 af Sarah Østbjerg

Det er helt naturligt, at der følger en masse tanker med, når du står over for at skulle være mor. Måske har du en masse tanker om forældrerollen, og hvordan du gerne vil være som mor. Du har helt sikkert nogle tanker omkring dig selv og din nye rolle.

Woman har talt med psykolog Ann Suhl om lige netop morrollen, og hvordan du kan sørge for også at prioritere dig selv, efter du er blevet mor.

Det er helt naturligt at glemme sig selv

Ann Suhl forklarer, at fordi mennesket har udviklet sig på en måde, hvor vores babyer har brug for at blive passet på i meget lang tid, har vi også en medfødt parathed til at tilknytte os hinanden. 

Din baby er fra begyndelsen parat til at tilknytte sig til dig, og du begynder allerede at knytte dig til dit barn, når du forestiller dig at skulle være mor. Selvfølgelig fordi du elsker dit barn, men også grundet den naturlige tilknytningsevne. Forskning viser, at der sker ændringer i vores hjerne, når vi bliver forældre. Vi bliver tunet ind på barnet og lader babyens behov komme først. 

Mor med baby
Du og din baby har en medfødt tilknytningsevne.© Getty Images

At være nogens mor

Der er mange gode grunde til, at du godt kan glemme dig selv lidt, når du bliver mor. 

“Som nybagt mor vil du i rigtigt mange sammenhænge, for eksempel i mødregrupper, til babysvømning og ved barnets lægeundersøgelser, præsentere dig som barnets mor,” fortæller Ann Suhl.

Du vil altså kun sekundært, hvis overhovedet, præsentere dig selv, som den du er, udover at være dit barns mor.

Ann Suhl fortæller også, at vores samfund spiller en rolle, fordi barselslivet er helt adskilt fra det almindelige arbejdsliv, så når du går på barsel, lægger du en vigtig del af dig selv på hylden sammen med dit arbejdstøj. 

De 3 bedste råd

Der er kun få muligheder for “mig-tid” i barselslivet, fordi det både kræver tid og energi at tage sig af en baby. Her får du psykolog Ann Suhls tre bedste råd til, hvordan du ikke glemmer dig selv:

  • Gør det, der plejer at gøre dig glad. At gøre de ting, du nyder, og som du gjorde, før du blev mor, er med til at få dig til at føle dig som dig selv.
  • Opsøg samværet med andre mennesker. Barselsperioden kan blive ensom, så det er nødvendigt at prioritere at bruge tid sammen med de mennesker, der giver dig noget.
  • Prioriter dig selv, når baby sover. Brug tiden, når din baby sover, på det, der er vigtigst for din trivsel – det kan være at få sovet selv, lavet træningsøvelser eller facetimet med en veninde.

Vigtigt at prioritere sig selv

Uanset om du går med tankerne om at blive gravid, er i gang med dine scanninger som gravid, eller allerede har født, så er det vigtigt også at prioritere dig selv. 

Og lige meget hvor godt du gør det, så vil dit barn helt sikkert tænke, at du er en pinlig forælder engang imellem, men elske dig til skyerne alligevel. 

Husk, at hvis du døjer med en fødselsdepression, så er der hjælp at få.

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori