En kvinde holder en pakke p-piller i hånden
Hvis du tager p-piller, kan du springe din menstruation over. © Getty Images

Så mange gange i træk må du springe din menstruation over

Du er helt sikkert ikke den eneste, der har undret dig

14. november 2018 af Michelle Andersen

Udover at virke som præventionsmiddel har p-piller også en anden ret gavnlig funktion. Du kan nemlig tage dem på en måde, så du springer din menstruation over – og det kan altså være ret smart, hvis svigerfamilien har inviteret på badeferie til Spanien, eller hvis du bare ikke lige orker at have besøg af den røde tante. 

Det evige spørgsmål er bare, hvor mange gange du mon må springe menstruationen over? Og har det nogle konsekvenser, hvis du skipper din menstruation? Vi har svarene. Læs med her, og bliv klogere på alt det, som du sikkert også har undret dig over. 

Hvordan udskyder jeg min menstruation?

Hvis du vil springe din menstruation over, skal du ganske enkelt fortsætte med at tage dine p-piller i den uge, hvor du oprindeligt skulle have holdt pause. Det betyder altså, at du skal tage hul på en ny pakke og fortsætte med at tage piller, som du plejer.  

De fleste kvinder tager den slags p-piller, som hedder monofasiske p-piller – det er piller, hvor hormonniveauet er lige højt i alle piller i pakken. Det er lettest at springe menstruationen over, hvis du tager monofasiske p-piller. Du kan se på pakken, hvilken slags p-piller du tager. 

På indlægssedlen i pakken står der ofte, at du skal tage p-piller i 21 dage i træk og derefter holde en pause i syv dage. Det er i denne pause, at menstruationen kommer. Men du kan altså også sagtens tage pillerne i længere tid ad gangen og holde pause, når du har lyst. Du kan for eksempel sagtens tage p-piller i tre måneder i træk og derefter holde pause i en uge. 

Det er bare rigtig vigtigt, at du er opmærksom på, at du IKKE må holde pause fra dine p-piller i længere tid end én uge ad gangen. Du må heller ikke tage p-pillerne i mindre end tre uger i træk – for så kan du nemlig ikke regne med, at de beskytter dig mod graviditet. 

Det korte svar: Du udskyder din menstruation ved at fortsætte direkte på en ny pakke p-piller i stedet for at holde en uges pillefri pause.

En kvinde sidder med en p-pille i hånden
Du kan springe din menstruation over ved at fortsætte direkte med en ny p-pille pakke. © Getty Images

Hvor mange gange i træk må jeg springe min menstruation over? 

Der er faktisk ikke ét rigtigt svar på, hvor mange gange i træk du må springe din menstruation over. Du må nemlig gøre det så mange gange, som du har lyst til – og faktisk må du også gerne helt lade være med at holde pauser, hvis du slet ikke har lyst til at have menstruation. 

Hvis du vælger at springe den pillefri uge over, eller helt undlader at have menstruation, så kan du opleve at få små pletblødninger undervejs. Pletblødningerne kommer ofte på det tidspunkt, hvor menstruationen normalt ville være kommet. 

Det er helt normalt at få pletblødninger, mens du tager p-piller, og du skal bare fortsætte med at tage pillerne. Men hvis du oplever noget, du synes virker unormalt eller anderledes, så bør du altid snakke med din læge om det. 

Hvis du vælger slet ikke at holde pause fra dine p-piller, kan du få såkaldte gennembrudsblødninger. En gennembrudsblødning opstår, når slimhinden i livmoderen bliver så tyk, at den bliver afstødt gennem livmoderhalsen og skal finde vej ud gennem skeden.  

En gennembrudsblødning minder om en menstruation, og det kan derfor sagtens være, at du får brug for bind, tamponer, menstruationskop, eller hvad du ellers bruger. Hvis du får en gennembrudsblødning efter at have taget p-piller i lang tid uden pause, så bør du holde en pause fra p-pillerne i en uge. 

Det er forskelligt fra kvinde til kvinde, hvor lang tid der går mellem gennembrudsblødningerne. Når du har taget dine p-piller uden pause i et stykke tid, kan det sagtens være, at der går længere tid mellem gennembrudsblødningerne, fordi kroppen så har vænnet sig til at producere færre hormoner. 

Det korte svar: Du kan springe din menstruation over så mange gange, du har lyst til.

En kvinde holder en pakke p-piller i hånden
Du kan opleve blødninger, selvom du springer din menstruation over. © Getty Images

Er jeg beskyttet mod graviditet, selvom jeg springer min menstruation over?

Hvis du springer din menstruation over på den måde, som er beskrevet længere oppe i artiklen, så vil du være lige så godt beskyttet mod graviditet, som du er, hvis du tager p-pillerne almindeligt. 

Det vigtigste er bare, at du husker, at du ikke må tage pillerne i mindre end tre uger, og at du aldrig må holde pause i mere end én uge. I hvert fald hvis du vil undgå at blive gravid. Læs meget mere om p-piller og andre præventionsformer her

Det korte svar: Ja, hvis du tager dine p-piller rigtigt. 

Er det usundt at springe sin menstruation over?

I følge Practio er der ingen videnskabelige grunde til, at du bør holde pause fra dine p-piller. Din krop tager ikke skade af at fortsætte med p-pillerne uden at holde pause, og du skal ikke være nervøs for, at hormonerne fra pillerne kan ophobe sig i kroppen, for det kan de ikke.

Nogle kvinder synes, at det er rart at have en månedlig blødning, selvom de er på p-piller, fordi det føles mest naturligt. Det kan du også sagtens gøre. Men faktisk er den blødning, du får, når du tager p-piller, en kunstig blødning. 

Når du tager p-piller, er din egen naturlige cyklus nemlig sat ud af spil, og i stedet er det hormonerne fra pillerne, som styrer din cyklus. Det er altså ikke din naturlige menstruation, du får, når du holder pause fra p-pillerne – og derfor er der ingen sundhedsmæssig grund til at bløde, mens du er på p-piller. 

Den blødning, du får, når du holder pause fra p-pillerne, skyldes derimod, at niveauet af hormoner i din krop falder, fordi du ikke tager nogle piller. 

Du behøver heller ikke at bekymre dig om, om dit indtag af p-piller påvirker din evne til at blive gravid, den dag du ikke længere tager p-piller – for det gør det ikke. 

Det korte svar: Nej, det er ikke usundt at springe sin menstruation over.

En kvinde ligger i en seng med en pakke p-piller i hånden
Det er ikke usundt at springe sin menstruation over. © Getty Images

Tag en snak med din læge

Du kan altså med ro i maven springe din menstruation over så mange gange, du har lyst. Men husk, at du altid skal holde øje med dig selv og dit underliv – og du skal gøre det, som du har det bedst med. 

Desuden er det en rigtig god idé at snakke med din læge, inden du begynder at springe din menstruation over, så du kan blive vejledt i, hvad der er bedst for dig og din krop. Du skal også gennemgå et tjek hos din læge, inden du overhovedet kan begynde på p-piller. 

Og så er det selvfølgelig også vigtigt, at du kontakter din læge, hvis du oplever noget usædvanligt, når du tager p-piller.  

Kilder: Sundhed.dk, Practio

Vil du ikke risikere at gå glip af sundhedstips? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori