Følsom kvinde
Er du den følsomme type? Så vil de her råd måske gavne dig.© Getty Images

9 gode råd til dig, der vil have styr på dine følelser

Bliver du nemt jaloux, irritabel eller ked af det?

3. april 2014 af Mette Andrea Boesgaard

Følelser? Det er da bare noget du har! Eller er det nu også det? 

Nej, du kan faktisk selv styre dem. Og ofte er det endda ganske smart at gøre det, for du opnår som regel ikke meget ved at være rasende jaloux, hver gang din kæreste går uden for en dør, blive smækfornærmet, når veninderne ikke ringer tilbage med det samme, være irritabel, bekymret for hvad som helst, synke ned i en sump af nedtrykthed eller gang på gang falde for de forkerte partnere!

At styre din følelser betyder ikke, at du skal lukke af for følelserne – det handler ganske simpelt om, at du skal reagere på dem som et modent menneske uden at overreagere. 

Vil du gerne lære, hvordan du får styr på dine følelser, så du kontrollerer dem, og de ikke kontrollerer dig? Så får du opskriften på det her.

1. Mærk følelsen

Når du kan mærke en voldsom reaktion under opsejling, så stop op og mærk efter præcis, hvad det er for en følelse, der blænder dig. Selvom en følelse umiddelbart kommer til udtryk som vrede, kan det nemlig sagtens dække over noget andet – at du i virkeligheden er såret, trist eller føler dig misforstået.

2. Lyt til dine tanker

Det næste skridt til at blive klogere på dine følelser er, at du finder ud af, hvorfor du reagerer, som du gør. Kig på den situation, du står i – hvad var det konkret, der udløste den voldsomme følelse?

Og vigtigere endnu: Hvordan forklarer og retfærdiggør du din måde at reagere på over for dig selv? Hvad fortæller du dig selv om situationen? Og er det muligt, at du forvrænger tingene?

Kvinde er følsom
Det handler om at mærke godt efter – hvad er det, der gør dig følsom i situationen?© iStock

3. Find et mønster

Hvis det er en følelse, du tit bakser med, så prøv at se følelsen i et lidt større perspektiv. Oplever du ofte denne følelse? Og i hvilke situationer sker det?

Når du har fundet et mønster, kan du kigge lidt grundigere på følelsen. Hvor tror du, den oprindeligt stammer – hvilke oplevelser i dit liv har lært dig, at du skal have denne følelse og hvorfor? Sæt spørgsmålstegn ved selve grundlaget for din følelse.

4. Arbejd på en følelse ad gangen

Hvis der er flere følelser, der jævnligt får dig helt op og ringe, så start med at prioritere dine følelser efter hvad der er mest kritisk for dit liv lige nu – er det, der skader dig mest, at du er jaloux på din kæreste, eller at du bliver vred på ham over småting?

På den måde kan du begynde med at arbejde med den følelse, der er mest ødelæggende for dig og dit liv.

5. Sæt dig mål

Når du forstår dit reaktionsmønster, kan du begynde at ændre det ved at sætte små mål, som du kan overskue.

Hvis du eksploderer på din kæreste, når han smider sit beskidte tøj ovre i hjørnet, så gør det til et mål at forklare ham i ro og mag, hvorfor hans opførsel gør dig gal. Hvis du føler dig forladt og ensom, når du er til fest, så sæt dig for at tage initiativ til at tale med nogen. Hvis du oplever endeløse triste søndage på sofaen, så sørg for at planlægge aktiviteter med vennerne om søndagen. Det handler om at bryde de dårlige vaner. 

6. Forbered dig

Næste skridt er, at du skal omprogrammere din hjerne, så du erstatter dine gamle reaktionsmønstre med fornuftige tanker og handlemåder, der fører til resultater.

Gennemtænk forskellige problematiske situationer i detaljer, inklusive din reaktion på situationen, og gennemspil situationerne igen og igen for dit indre blik, så du virkelig får vendt og drejet den fra alle tænkelige leder og kanter. På den måde kan du indarbejde dine nye handlemåder og narre din hjerne til at gøre dem til en ubevidst reaktion, når du står i situationen.

Kvinde får styr på sine følelser
Forbered dig på dine egne reaktioner i forskellige situationer. © Getty Images

7. Kend faresignalerne 

Spænder du i skuldrene, når du bliver gal? Får du lyst til at forsvinde, når du er ked af det? Læg mærke til, hvordan du har det, lige inden den ubehagelige eller uhensigtsmæssige følelse opstår, så du kan tage følelsen i opløbet.

8. Reager på følelsen – uden at overreagere

Så er du der igen: En kritisk situation opstår og en uhensigtsmæssig følelse truer med at bemægtige sig din hjerne. 

Stop straks op! Tag en dyb indånding, det giver dig tid til at sætte farten ned og reagere på dine nye konstruktive måde på følelsen i stedet for bare hovedløst at eksplodere eller ryge ned i et stort, sort, trist hul. 

Kniber det? Giv dig selv mulighed for at træde tilbage, trække dig væk fra følelsen eller konfrontationen, og husk dig selv på, at du ikke opnår meget ved bare at skælde ud, græde eller blive nedtrykt – men du kan forhindre den ubehagelige følelse i at vende tilbage, hvis du får gjort noget ved roden til problemet.

9. Vær god mod dig selv

Hele denne øvelse er ikke forsøg på at finde håbløse fejl ved dig – det er en øvelse i at blive bedre til at håndtere livet. 

Konstater og acceptér, hvordan du reagerer og føler, og vis medfølelse med dig selv. Ikke af den ynkelige selvmedlidende slags, men ligesom du ville vise medfølelse og stolthed, hvis din veninde gik i kast med et mægtigt projekt. Har du brug for mere opmuntring, så skriv dine fremskridt ned, så du vitterligt med dine egne øjne kan se, at du er på rette vej.

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Du vil (garanteret) også kunne lide