Av, jeg skulle ikke have spist den store pose lakrids så hurtigt
Av, jeg skulle ikke have spist den store pose lakrids så hurtigt© Getty

Sådan undgår du feriemave

Læs hvordan du slipper for at få ferien ødelagt af maveproblemer

13. juli 2009 af Redaktionen

Sådan undgår du feriemave

Faraos Forbandelse, Bali Belly eller Transsibirisk Togsyge - kært barn har mange navne. Men ligegyldigt hvor eksotisk det lyder, så er det ikke sjovt at blive ramt af den velkendte feriemave. Ofte resulterer maveplagen nemlig både i fysisk ubehag og spildte feriedage.

Læs Womans råd til, hvordan du undgår at få ferien og helbredet ødelagt.

 

Forebyggelse

FOREBYGGELSE
Hvis du vil undgå at få et alt for nært forhold til toilettet på ferien, kan du tage dine forholdsregler både før du rejser, og mens du er af sted. Husk på, at jo længere mod syd du rejser, eller jo mere eksotisk dit feriemål er, jo større er risikoen for at rende ind i en omgang maveonde. Derfor:

 

Før rejsen:

  • Forebyg - Brug præparater med naturlige mælkesyrebakterier, inden du tager af sted. Hvis du ved, at din mave er sart, kan du købe Symbiolactis og starte 14 dage før, du tager ud at rejse. Du skal tage to tyggetabletter tre gange dagligt og fortsætte på hele ferien. Har du ikke i forvejen maveproblemer kan du bruge Idoform, som du skal starte med at tage tre dage før, du rejser. Tag tre kapsler dagligt - også på ferien. Begge præparater kan købes på i Matas. (Symbiolactis fås også i helsekoster og Idoform på apoteket.)

 

På rejsen:
  • Pas på vandet - De vandbårne mikroorganismer kan være skyld i alvorlige maveonder, når man ikke er vant til bakterierne. Derfor skal du ikke drikke vand fra hanen, men i stedet købe vand på flaske. Sig også nej til isterninger og gå uden om salat, der kan være skyllet i lokal vand. Husk også at børste tænder i vand fra flaske.

 

  • Spis altid tilberedt mad - Kogning og stegning er de bedste måder at slå skadelige bakterier ihjel på. Spis derfor kun gennemstegt og -kogt mad og hold dig fra rå fødevarer på rejsen.

 

  • Undgå lunken mad - Maden skal være rygende varm for at holde bakterievæksten nede. Jo mere temperaturen falder, jo mere kan de skadelige bakterier formere sig. Så hvis din mad er mere lunken end varm, skal du sende den tilbage til køkkenet med god samvittighed.

 

  • Drik kogt vand - Gå efter drikkevarer som kaffe og te, hvor vandet er kogt. Øl og sodavand kan du også roligt drikke lige meget, hvor i verden du befinder dig.

 

  • Hold dig fra - Rå grønsager, skaldyr, hjemmelavet mayonnaise, hjemmelavet is, upasteuriserede mælkeprodukter.

 

  • Skræl og skyl - Frugt er godt, men sørg for selv at skylle din frugt med vand fra flaske eller skræl den selv.

 

  • Undlad at købe mad på gaden - Det er hyggeligt og nemt at købe mad i de små gadekøkkener, der er rundt omkring. Men du ved ikke, hvor god hygiejnen er, eller hvor længe maden har stået i solen.

 

  • Vask hænder - Bakterier sidder på hænderne, og kan videreføres til din mad. Så sørg for at vaske hænder ofte og som minimum før hver gang, du spiser.

 

  • Brug servietter - Hvis du ikke kan komme i nærheden af en håndvask, er det en god idé at bruge desinficerende håndsprit eller vådservietter.

 

Helbredelse

HELBREDELSE
Diarré kan næsten kun forebygges og ikke helbredes. Det er kroppens reaktion på en infektion med uvante bakterier eller virus gennem føde- og drikkevarer. Men hvis skaden alligevel er sket, skal du:

 

  • Drikke rigeligt - Du er nemlig i risikozonen for at blive dehydreret, så det er vigtigt, at du får masser af væske. Drik mindst to liter vand om dagen. Cola er også god til at hjælpe på en dårlig mave.

 

  • Spise kulhydrater - Kroppen har brug for det, når din mave er i uorden. Spis let og gerne kogte ris og ristet brød.
  • Undgå koffein - Det stimulerer tarmens bevægelser og sætter bare endnu mere fut i fejemøget.

 

  • Få salt - Når du har diarré, mister du både væske og salt. Derfor er det vigtigt, at du sørger for at holde din saltbalance i orden ved at få salt. Spis for eksempel kartoffelchips med salt.

 

  • Stoppe diarréen. Det kan du også gøre gennem kosten. Nogle fødevarer virker stoppende på løs mave. Det er bananer, kartofler og rå havregryn.

 

Så selv om din appetit sikkert ikke er på sit højeste, når du er dårlig, er det ultravigtigt, at du får både mad og drikke.

 

Hvis du følger rådene om at forebygge, er du næsten garanteret en god ferie.

Nyd sommeren og pas på dig selv ude i den store verden!

Artiklen er tidligere bragt i magasinet.