De fleste kvinder kan nikke genkendende til, at “den tid på måneden” ikke ligefrem er lutter lagkage. Ikke nok med, at det koster os en cafe latte i bind og tamponer, så er det for mange kvinder forbundet med mavesmerter og ubehag i hele kroppen.
Vi kan (desværre) ikke få smerterne til at forsvinde med et trylleslag, men vi kan komme med nogle gode råd, der hjælper mod menstruationssmerter. Og så kan du også læse lidt om, hvorfor du får kraftige smerter, og hvordan de også kan opstå, selvom du slet ikke får din menstruation.
Derfor får du menstruationssmerter
Det er en naturlig del af din cyklus, at du én gang om måneden får din menstruation, og at der i den forbindelse hører lidt – lad os kalde det bivirkninger – med. Blandt andet rammes vi af præmenstruelt syndrom, som vi måske bedre kender som PMS. PMS kommer i ugen op til din menstruation, og kan være én af årsagerne til, at du får gevaldige humørsvigninger.
Men mange kvinder rammes også af kraftige menstruationssmerter. Ifølge Sundhed.dk er 10 procent af kvinderne, der menstruerer regelmæssigt, nødt til at tage en sygedag fra arbejdet minimum én gang om måneden.
Når du har så voldsomme menstruationssmerter, kan det skyldes, at livmoderen trækker sig sammen og i nogle tilfælde går i en krampelignende tilstand. Det sker som følge af store mængder af signalstoffet prostaglandin. For nogle kvinder er sammentrækningerne så voldsomme, at de ikke kan fungere optimalt på grund af menstruationssmerter.
Nogle kvinder lider af sygdommen endometriose, hvor smerterne også er værst under menstruationen.

2 former for menstruationssmerter
Der er to typer af menstruationssmerter, der inddeles i primære og sekundære menstruationssmerter. De primære er de “normale”, som de fleste kvinder oplever under menstruation, mens de sekundære kan skyldes noget lidt mere alvorligt.
For eksempel kan sekundære menstruationssmerter skyldes sygdom. Det kan derfor være en god idé at opsøge din læge, hvis du gennem længere tid har lidt af kraftige menstruationssmerter – også særligt, hvis du normalt har haft milde menstruationssmerter, men på det sidste har fået kraftige smerter.
I mange tilfælde er der ikke nogen specifik årsag til smerterne, men det er altid godt at få tjekket hos lægen.
Menstruationssmerter som gravid
Det kommer nok ikke bag på nogen, at menstruationssmerter hænger sammen med din menstruation. Men det er måske mere overraskende, at du faktisk godt kan have menstruationssmerter, uden at du overhovedet bløder.
I de første måneder af en graviditet kan du opleve menstruationslignende symptomer den tid på måneden, hvor du normalt skulle have haft din menstruation. Det er kroppen, der er i en overgang mellem at være gravid og ikke-gravid.
Men får du menstruationssmerter, når du er gravid, kan det også være et tegn på, at der er noget galt. Tag en snak med din jordemoder og/eller læge, og forklar smerterne, så du (forhåbentlig) ikke skal bekymre dig unødigt.

7 ting, der hjælper på menstruationssmerter
Det er meget individuelt, hvad der virker smertelindrende, når du har din menstruation. Derfor er det heller ikke sikkert, at alle tingene fungerer for dig. Start eventuelt med at prøve de fire første punkter. Virker det ikke, kan det være, du skal kigge nærmere på de sidste tre punkter.
- Motion: Hvis du er aktiv under din menstruation, kan det hjælpe mod smerterne.
- Yoga: En mere specifik motionsform, der eftersigende hjælper mod menstruationssmerter.
- Varme: For nogle føles det beroligende og smertemindskende at have en varmedunk, et varmetæppe eller andet varmt på maven.
- Smertestillende piller: Iprener (eventuelt kombineret med parcetemol som Panodiler) kan være effektive til at lindre smerterne. De kan købes i håndkøb, og du må tage dem op til tre gange om dagen – helst ikke på tom mave. Tjek altid indlægssedlen, før du tager smertestillende.
- NSAID-præparater: Lider du af meget kraftige menstruationssmerter, kan lægen i nogle tilfælde udskrive NSAID-præparater til dig på recept, der ligesom iprener fungerer som smertestillende.
- P-piller: Hvis du ikke allerede er på p-piller, så kan det være med til at mindske de månedlige smerter, hvis du begynder på det. Snak med lægen om din situation.
- Skift fra kobberspiral til hormonspiral: Prævention med gestagen (som for eksempel hormonspiral og minipiller) kan have en positiv effekt på menstruationssmerter. Du kan læse mere om de forskellige former for prævention her.
Kilder: Sundhed.dk, Netdoktor.dk, Jordemoderforeningen.dk, Min-Medicin.dk
Vil du ikke risikere at gå glip af sundhedstips? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.