Kvinde med p-piller
Der er flere ting, du skal overveje, før du stopper på p-piller.© Getty Images

9 ting, du skal vide, inden du stopper på p-piller

Går du med overvejelser om at droppe p-pillerne?

29. september 2021 af Camilla Stubbe

Har du længe gået med tanken om at stoppe på p-piller? Så er du langt fra alene. Måske du gerne vil forsøge at blive gravid, eller måske du er blandt de mange kvinder, som er begyndt at overveje deres præventionsvalg efter det store fokus, der er kommet på p-piller, og de bivirkninger, som hormonindholdet kan have på kroppen.

Det kan dog være svært, når du skal beslutte dig for, om du skal stoppe eller ej. Der er mange ting, du skal overveje og være opmærksom på. Det kan ligefrem være en udfordring at vurdere din krops første reaktioner, når du lægger p-pillerne på hylden.

Vi har sammen med Dorthe Snejbjerg, som er ejer af gynækologisk klinik GynCare, svaret på nogle af de spørgsmål, du måtte sidde med, hvis du overvejer at stoppe på p-piller.

1. Hvornår i min cyklus må jeg stoppe på p-piller?

Det bedste tidspunkt at stoppe på p-piller vil være, når du er færdig med den pakke, du er i gang med – ellers kan du risikere pletblødninger. Hvis du stopper med at tage p-piller midt i en cyklus, vil din krop opleve det frafald af hormon, som dine p-piller indeholder, og det vil sætte cyklus ud af balance.

2. Hvor land tid efter er jeg beskyttet?

Du er kun beskyttet mod graviditet til den samme dag, som du stopper. I princippet vil det være indtil næste ægløsning, men eftersom det ikke er til at vide, vil det være sikrest at gå ud fra, at du kun er beskyttet indtil den dag, du stopper på dine p-piller.

3. Hvor længe går der, fra jeg spiser den sidste p-pille, til jeg får min menstruation?

Ofte vil din menstruation komme nogle dage efter, du tager den sidste p-pille i pakken. Dog er det også normalt, at der går længere tid. Kroppen skal først lige finde balancen med sit eget hormonniveau igen. 

Går der mere end seks måneder, uden du har fået din menstruation, anbefales det, at du bliver undersøgt af en gynækolog til eventuel hormon-blodprøvetagning.

4. Kan jeg opleve uregelmæssigheder i min menstruation efterfølgende?

Du kan sagtens opleve uregelmæssige blødninger, når du er stoppet på p-piller. Kroppens egne hormoner har på en måde været sat på pause til fordel for p-pillernes hormon. 

Efter du stopper på p-piller, vil der derfor gå lidt tid, før din egen cyklus kommer i balance igen. Det afhænger af din krops eget niveau af hormon samt det niveau af hormon, som p-pillerne har tilført din krop. Det kan være svært at forudse på forhånd, og måske din naturlige cyklus bare er uregelmæssig, og egentlig også har været det før, du startede på p-piller.

5. Skal jeg forvente ændringer i min udflåd?

Det er ikke noget, de fleste kvinder oplever. Der er dog nogle kvinder, som oplever tørre slimhinder, når de er på p-piller, hvilket også påvirker deres sexlyst. Det kan derfor hjælpe på det modsatte, når du stopper på p-piller, da den normale flour/fugtighed vender tilbage. Det skal dog siges, at det afhænger af, hvilket hormon der har været tilsat dine p-piller.

P-piller
Når du stopper på p-piller, skal kroppen finde sin naturlige hormonbalance igen.© Getty Images

6. Kan jeg opleve humørsvingninger?

Det sker meget sjældent, og da der er tale om en form for hormon-frafald, når du stopper på p-piller, vil det kun normalisere sig mod dit naturlige niveau. Det betyder, at du sjældent oplever flere humørsvingninger, end du oplevede inden, du startede på p-piller. Det kan også ske, at hvis du har følt dig deprimeret, mens du har spist p-piller, så vil du højst sandsynligt få dit glade humør igen, når du stopper.

7. Får jeg mere uren hud?

Det kan sagtens ske, at du får mere uren hud. P-piller indeholder et kønshormon (eller i hvert fald en arve-art heraf), og uren hud kan godt skyldes en hormonubalance. I tilfælde af at din urene hud netop skyldes en hormonubalance, kan det være, fordi du naturligt har et forhøjet mandligt kønshormon. Derfor kan der ske det, at når du stopper med at få tilført kvindeligt kønshormon via p-pillerne, så vil kroppen igen normalisere sig mod det hormonniveau, du havde inden. Og derfor kan du få uren hud, hvis du også havde det før.

8. Kan jeg opleve vægtøgning?

Det sker ikke særlig ofte. Typisk vil du ikke opleve en vægtøgning, når du stopper med at spise p-piller. Det kan dog være, at du har oplevet en vægtøgning, mens du spiste p-piller, og til gengæld nu vil opleve, at det kan være svært at komme af med de ekstra kilo igen.

9. Skal jeg forvente, at mine menstruationssmerter bliver værre?

Generelt oplever du menstruationssmerter, når din livmoder arbejder som muskel. Jo kraftigere din menstruation er, jo stærkere smerter kan du opleve. 

Grunden til det er, at din livmoder dermed skal arbejde mere for at tømme sig under din menstruation.

P-piller mindsker ofte blødningerne under din menstruation, og derfor nedsætter de også typisk smerterne. Når du stopper med at spise p-piller, vil kroppen normalisere sig hen mod det hormonniveau, du havde inden p-piller. Derfor vil dine smerter forværres eller forbedres, alt efter hvordan du havde det, inden du startede på p-piller. De fleste kvinder oplever, at deres blødninger bliver kraftigere, og dermed også at smerterne forværres. Dog kan det være meget forskelligt fra kvinde til kvinde.

Det er altid en god idé at kontakte din læge eller gynækolog, hvis du er i tvivl om, om du skal stoppe på p-piller.

Vil du ikke risikere at gå glip af sundhedstips? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Du vil (garanteret) også kunne lide