Virker C-vitamin mod forkølelse?

Du har sikkert hørt, at C-vitamin og ingefær hjælper mod forkølelse. Men kan det nu også passe?

25. februar 2015 af Rikke Hovn Poulsen

Brrr... du kan mærke, at der er en forkølelse under opsejling. Så hvad gør en klog kvinde som dig? Du går hjem og popper en håndfuld C-vitaminer og skyller det ned med varm ingefærte. For du har nemlig hørt, at de skulle være de rene mirakelmidler mod forkølelse. Men kan det nu også passe?

“Der er ikke nogen videnskabelig dokumentation for, at nogen af disse ting virker,” lyder den nedslående melding fra Jan Pravsgaard Christensen, professor i immunologi ved Københavns Universitet.

Et højt indhold af C-vitamin i kroppen har slet ingen indflydelse på, hvordan dit immunforsvar fungerer. Derimod kan eksperten godt forstå, hvordan husrådet om ingefær er opstået:

“Hvis du spiser meget ingefær over en længere periode, kan det godt være, at dit immunforsvar kører på et lidt højere niveau. Men der er altid så meget overskud i systemet, at det ikke betyder noget, om der er lidt flere celler eller ej. Det er ikke det, der forhindrer dig i at blive syg,” forklarer han.

Professoren vil dog ikke gå så langt som at fraråde, at du spiser bestemte ting, når du kan mærke, du er ved at blive syg - hvis du altså selv føler, det hjælper.

“C-vitaminer og ingefær har jo aldrig skadet nogen. Så bare gør det,” siger han.

Men det vil altså sige, at du absolut lige så godt kan spise bananer, nutellamadder og lakridser, hvis du føler, det hjælper dig i kampen mod sygdommen.

Det eneste stof, du kan putte i munden for at forebygge influenza, er lægemidlet Tamiflu. Og du skal spise det inden for 24 timer efter, at du er blevet inficeret - hvilket er lidt svært, eftersom der normalt går et par dage fra smittetidspunktet, til influenzaen bryder ud. Så når først du kan mærke, at du er ramt, er der ikke så meget andet at gøre end at smutte hjem under dynen.