© iStockphoto

13 ting, du skal vide om din trekant

Det burde være basisviden for alle os, der har én - alligevel blev vi overraskede

6. maj 2015 af Maria Denise Christoffersen

1. Den kan falde ud!

Det hedder genitalprolaps, og når det sker, vender din vagina på vrangen og hænger mellem benene! Av av, bare tanken, og vi får det ligesom mænd, der ømmer sig over at se fodboldspillere få en bold i kuglerne!

2. Den er en muskel

Og hvis du ikke træner den, bliver den slap! Sex er god motion, og ellers kan du bruge en vibrator eller lave knibeøvelser for at holde vævet smidigt og musklen stærk.

3. Normalt at være tør

Det er helt normalt, hvis du har brug for glidecreme, når du har sex. Ikke alle kvinder producerer lige meget naturlig smørelse - og så bliver sex pludselig en smertefuld og ikke spor rar oplevelse! Som vi bliver ældre, får vi kvinder generelt brug for mere hjælp til at få tingene til at glide, så investér bare i en flaske glidecreme med det samme!

4. Makeover?

Der er efterhånden ingen steder på kroppen, hvor vi mennesker ikke groomer os selv - inklusive kusinen! Derfor er der, udover hårfjerning, en hel modeindustri dedikeret til piercing, tattovering eller hårfarvning dernede! Måske skal du overraske din næste date med et overraskende og farverigt look?

5. Mænd har ikke eneret på udløsning

Vi kvinder kan også få en slags udløsning, når vi kommer. Forskere mener at have bevist, at sprøjteorgasmen er en lille smule urin, der kommer ud, fordi blæreren trækker sig sammen under orgasme.

6. Pas på den

Selvom han bruger kondom, er din trekant stadig i berøring med hans hud og kønsorganer. Derfor kan du for eksempel godt få herpes, HPV, kønsvorter eller klamydia, selvom I beskytter jer. Så få et lægetjek af og til, og sørg for at date mænd, der selv bliver testet indimellem!

7. Rynket rosin

Ligesom dit ansigt, bliver din trekant også rynket med tiden. Huden bliver mindre spændstig og skamlæberne, som er bløde og tykke, bliver slappere, fordi kroppen med alderen laver mindre østrogen og collagen. Måske kan du prøve med lidt rynkecreme?

8. Ren og pæn

Som du sikkert ved, er det vigtigt, at holde bakterier og snavs ude. Så rengør dit sexlegetøj efter brug, og bed ham vaske hænder, inden I går videre, hvis han har haft en finger i numsen på dig. Tommelfingerreglen er, at du ikke skal putte noget op mellem benene, som du ikke ville putte i munden!

9. Skræm Dracula væk

Det, du spiser, påvirker ikke bare dit helbred, humør og vægt. Din mad kan også være med til at påvirke duften mellem dine ben! Spis fx meget hvidløg, og prøv at få din kæreste til at lave lidt feltarbejde...

10. Kraftcenter

Vidste du, at din klitoris har flere nerveender end noget andet sted på kroppen? Faktisk mener man, at der er 8000 styks i den lille ært! (Det er 2000 flere, end mænd har i tissemanden.)

11. Her udvider vi

Hvis du har undret dig over, at en tampon kan være svær at få op på grund af pladsmangel, men at du sagtens kan være åben for større ting under sex, så er det simpelthen fordi, at skeden udvider sig, når du er ophidset. Smart, ikke?


12. Den er selvrensende

Din skede behøver ikke sæbe eller andre kunstige rensemidler. Faktisk kan sæbe skubbe pH-værdien dernede helt ud af balance. Bare skyl den med vand, og nøjes med at bruge sæbe udenpå kroppen, så holder den sig selv ren. Og hvis du er sund og rask, er der faktisk flere bakterier i din mund end i din trekant!

13. Skrid Svampebob

Svamp kommer af mange forskellige grunde, og har du haft det, ved du præcis, hvor irriterende, det er! Du kan få svamp, hvis du spiser for meget sukker, drikker alkohol eller tager en antibiotikakur. Pas også på med at sidde for længe i vådt badetøj, og skift undertøj straks efter, at du har trænet - så forbedrer du dine odds for at undgå en omgang svamp, der giver dig lyst til at skubbe dig selv nøgen rundt ovenpå hessiantæppet!

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.