Kvinde | Telefon | Musik | Bro
© iStock

5 sunde grunde til, at du skal skrue helt op for musikken og danse hver eneste dag

Går du eksamenerne i møde, eller har du bare travlt for tiden?

21. april 2018 af Simone Overgaard Aaberg

Mangler du en anledning til at øve dine dansemoves? Så har du den her! Det kræver nemlig ikke meget mere end et par kvadratmeter og en musikafspiller for at øge livskvaliteten. Det kan være, at du i forvejen lever dig ind i rollen som Kickflipper-Razz fra MGP, der bryder ud i den vildeste breakdance, eller måske griber du kosten til en omgang slowfox? Lige meget hvad du gør, så er der nogle ret fede fordele ved at få danset igennem – hver eneste dag.

1. Det styrker din hukommelse

Er du en af dem, der skal have informationer serveret mere end én gang, på trods af at det kun er ti minutter siden, du sidst fik det fortalt? Pænt irriterende – både for dig og dine omgivelser. Frygt ej, for en ny undersøgelse fra The New England Journal of Medicine viser, at aerobic-øvelser kan have positiv effekt på den del af hjernen, der kontrollerer vores hukommelse. Det kan være med til at styrke hukommelsen og potentielt hindre demens, når du bliver ældre.  

2. Lavere risiko for depression

Vi kender alle følelsen af, hvordan humøret kan vende 180 grader, når vi står på dansegulvet og den helt rigtige sang kommer på ­– men hvorfor kun begrænse sig til weekendernes byture? Forskning viser, at folk der danser har større livskvalitet og færre symptomer på depression. Svigter humøret? Så kridt danseskoene!

3. Dans reducerer stress

De fleste har før eller siden følt, at de har for meget mellem ørerne. I værste tilfælde kan det fremprovokere symptomer på stress. Her kan dans være din nye bedste ven. Forskere har i Archives of Pediatrics & Adolescent Medicine fundet ud af, at dans kan være stressnedsættende. Så på med en klassiker á la Nik & Jays ’Boing!’ og ryst presset af dig.

4. Styrk dit hjerte

Dans dig til et bedre hjerte! Hjertet er vores vigtigste organ, så hvilken bedre anledning til at danse, end at være velvidende om, at det styrker netop det? De bløde (og vilde) dansetrin påvirker både hjertet, vejrtrækningen og livskvaliteten markant. Det viser en undersøgelse fra American Journal of Preventive Medicine.

5. Det booster dit energiniveau

Undersøgelser fra European Journal of Sport Science viser, at dans kan øge energiniveauet hos voksne. Så føler du dig lidt træt om morgenen, så start dagen med at sætte din yndlingssang på, og ryst måsen. Hvem ved, det kan være, at det lige netop er dét, der skal til for, at din ellers hårdtprøvede mandag bliver helt perfekt!

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her

Læs mere fra samme kategori