6 nytårsforsæt om din sundhed
Nytårsforsæt skal være realistiske.© iStock

6 nytårsforsæt om din sundhed, som du rent faktisk kan holde

Og nej, det er ikke ‘Nul sukker 2019’

1. november 2018 af Redaktionen
Det nye år nærmer sig, og vi har travlt med at piske os selv med alt det, vi skal og burde nå. Men hvad med at sætte lidt mere realistiske nytårsforsæt i år? Vi har taget et kig på nogle af de ting, vi plejer at sige til os selv, og hvad vi måske burde prøve at sige i stedet. 

Det plejer du at love dig selv: 

1. “Jeg må overhovedet ikke spise sukker ”

Der er intet så uholdbart som en forbudskur. Så snart du nægter dig selv noget helt og aldeles, kan du nærmest ikke tænke på andet. Hemmeligheden er at nyde med måde.

Prøv dette i stedet:  “Jeg spiser kun slik i weekenden”

Drop de søde sager i hverdagen (start for eksempel med snackeriet). Det er slet ikke så svært, når du ved, at du skal forkæle dig selv fredag eller lørdag! Køb 100 gram af det, du elsker mest, hvad enten det er bland-selv-slik eller fyldte chokolader. Spis så det hele med nydelse og god samvittighed – så er der heller ingen rester i skabet, der kan friste resten af ugen.

2. “Jeg skal løbe fem kilometer hver anden dag”

Lad være med at lægge for hårdt ud. Når du udsætter din stakkels, juleslappe krop for voldsomme anstrengelser fra den ene dag til den anden, er du næsten stensikker på fiasko.

Prøv dette i stedet: “Jeg skal løbe to gange om ugen”

Har du løbesko og 2 x 20 minutter om ugen? Så kan du gå i gang med at løbe. Læg en rute ved hjælp af internettet, og løb om morgenen – så skal du ikke gå og tage dig sammen hele dagen. Med tiden kan du løbe længere og længere, så de fem kilometer skal du nok komme op på alligevel.

Kvinde løber i skoven
Sæt ikke urealistiske mål. © Getty Images

3. “Jeg prøver at holde op med at ryge”

Hvert år bliver der skåret ned på cigaretterne (undtagen til fest), og hvert år falder du i igen. Slut!

Prøv dette i stedet: “Jeg SKAL holde op med at ryge!”

Gør du kun én ting i år, så lad det være dette. Smid smøgerne ud, og søg hjælp fra begyndelsen: plastre, tyggegummi, hypnose (prøv for eksempel denne nye hypnose-app) og kurser. Din krop belønner dig med normal smagssans, pæn hud, bedre søvn og langt mindre risiko for blodpropper og kræft. Du kan godt!

4. “Jeg skal tabe fem kilo”

Tallet på vægten siger absolut intet om, hvor sund du er. Og når de fem kilo er smidt, hvad så med de næste fem? Og de næste igen? Dit fokus skal ikke være på din vægt, men på dit velvære.

Prøv dette i stedet: “Jeg skal være i god fysisk form inden 1. juni”

Brug din krop – det er den bygget til! Alt det andet kommer helt automatisk i takt med, at du kommer i form: bedre selvværd, mere energi og en smækker omfordeling af kiloene. Det kan være en stor hjælp at have en deadline, der skal overholdes, og det er smart at alliere dig med en veninde. I kan støtte hinanden og for eksempel begynde til spinning eller funky dans sammen.

5. “Jeg skal leve 100 procent fedtfrit”

Slut med ost, smør og chokolade. Tror du selv, at du kan (og gider) det i et helt år? Vælg de sunde muligheder oftest, så er der også plads til det knap så sunde.

Prøv dette i stedet: “Jeg skal spise det gode fedt og skære ned på det usunde”

Umættet fedt er godt for krop, udseende og hjerne, så det må du ikke skære ud af din kost. Vælg avocado, nødder, laks, makrel, bananer og olier fra oliven, sesam og raps til hverdag – så er der plads til lidt smør og chokolade af og til.

Avocado mad med laks
Avocado og laks er helt fantastisk sammen.© Getty Images

6. “Jeg melder mig til fitness og træner flere gange om ugen”

I januar stiger medlemstallene i landets fitnesscentre eksplosivt, men allerede i slutningen af februar er de tilbage på normalen. Er du en del af den slatne statistik?

Prøv i stedet dette: “Jeg melder mig til fitness og finder et hold, der er sjovt”

Motion, der også er sjovt? Ja, det kan faktisk godt lade sig gøre! Når du nu alligevel har bundet dig til et halvt års medlemskab til flere hundrede kroner om måneden, hvorfor så ikke få noget ud af det? Langt de fleste centre har frit valg på alle hylder blandt hold som zumba, yoga, boksning, latindans og stripfitness. Find din favorit, eller snup et nyt hold hver uge. 

Artiklen er tidligere bragt i magasinet Woman og er skrevet af Maria Rothmar. 

Vil du deltage i konkurrencer og læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.