Kvinde spiser doughnuts
En slank krop er ikke nødvendigvis lig med en sund krop© iStock

Derfor er det farligt at være tyndfed

Kan du spise det, du har lyst til uden at tage på? Tillykke! Men det betyder ikke nødvendigvis, det er en god idé at gøre det...

16. september 2015 af Josefine Bjørn Månsson

Du spiser masser af chokolade, kage og is, men tager ikke så meget som et gram på. Du dyrker heller ikke motion – udover gåturen i Netto, når du skal handle flere godter. Der er mange, der tænker, at det må være lykken, og folk misunder dig din slanke skikkelse. Men virkeligheden er, at en slank krop ikke nødvendigvis er lig med en sund krop, for du kan faktisk være tyndfed. Men hvad betyder det at være tyndfed, og hvor farligt er det?

 

Du er tyndfed, når...

“Som tyndfed er du normalvægtig med en BMI under 25, men du har en meget lav muskelmasse og en høj fedtprocent. Fedtet er primært placeret på maven, og du er altså, hvad man kalder æbleformet. Det er en farlig fedtfordeling, som kan føre til en forhøjet mængde kolesterol i blodet eller forhøjet blodtryk,” siger Maiken Beck, der er klinisk diætist og indehaver af Diætistklinikken i Charlottenlund og Frederikssund.  

Tyndfed er ligeså alvorligt som overvægt

Vi har vænnet os til at forbinde usunde kroppe med overvægt, men i virkeligheden kan en meget slank krop være ligeså usund for dig og have konsekvenser for dit helbred. Det er der bare ingen, der kan se. Fedtet sidder typisk mellem organerne, og det kan være farligt, fordi et forhøjet blodtryk og kolesteroltal kan føre til en række livsstilssygdomme, som type 2-diabetes, hjertekarsygdom og kræft.

Betyder det så, at du skal være bange, hvis du i en periode har spist usundt og glemt motionen? Heldigvis ikke. 

“Hvis du har haft travlt, har været stresset eller syg og ikke har dyrket tilstrækkeligt med motion i en periode, kan du godt være tyndfed, fordi du har mistet meget muskelmasse på kort tid. Men det er ikke decideret farligt, medmindre du har været tyndfed igennem mange år,” siger Maiken Beck.

Har du mistanke om, at du kan være tyndfed, er der kun én vej ud af det – og den er den samme som for overvægtige. Du skal simpelthen dyrke motion og spise sundere. Som tyndfed må du dog ikke tabe dig, så det er ikke en slankekur, men du skal i stedet have en mindre fedtprocent og udvikle mere muskelmasse.

Måske du alligevel skulle få løbet den tur, selvom vægten ser fin ud...

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.