Kvinde siger undskyld til anden kvinde
Den gode undskyldning er vigtigt for at opnå tilgivelse.© Getty Images

Hvordan siger jeg undskyld? Her er terapeutens 6 bedste råd til den gode undskyldning

Og det er altså ikke nok at komme med blomster eller chokolade...

26. marts 2021 af Sarah Østbjerg

Det kan være svært at sige undskyld på en god måde, så den, du siger undskyld til, virkelig forstår, at du mener det. Woman har talt med terapeut Lone Hauervig, om hvordan vi siger undskyld på en god måde. Læs hendes bedste råd til den gode undskyldning her.

Hvad kan jeg gøre, hvis jeg har svært ved at sige undskyld?

Hvis du har svært ved at sige undskyld, kan det være, at du i første omgang skal skrive et brev, hvor du giver udtryk for, at du er ked af at have såret den anden. Det er vigtigt, at du også med undskyldningen beskriver, hvad du vil ændre på. 

Måske du synes, det er så svært at sætte ord på situationen, at du vil udtrykke dig med et digt eller et citat. Men det kan opfattes anderledes af den, du har såret. Derfor er det vigtigt, at du uddybder, hvad du føler, tænker og mener i brevet.

Du kommer dog ikke uden om, at I er nødt til på sigt at tale med hinanden om det, der er sket.

Kvinder kigger tomt ud i luften
Hvis du har svært ved at sige undskyld, kan det være du skal starte med at skrive et brev.© Getty Images

Hvordan siger jeg undskyld, så den, jeg gerne vil sige undskyld til, ved, at jeg mener det?

Ligesom det kan være svært for mange at sige undskyld, så kan det også være svært at tage imod en undskyldning. Hvis du har sagt eller gjort noget, der har såret en anden, så er han eller hun måske i første omgang slet ikke i stand til at tage imod en undskyldning. Han eller hun føler sig ramt over noget, du har gjort, og et undskyld kan i øjeblikket føles som tomme ord. Det eneste, der skal til, er tid. 

Når den, du har såret, er klar til at tage imod en undskyldning, er det vigtigt, at han eller hun får en fornnemlse af, at du har forstået, at det ikke var okay i hans eller hendes øjne. Der skal med undskyldningen derfor følge en snak, om hvad der skete, og hvad du vil gøre anderledes fremover.

Hvordan kan jeg sige undskyld?

Du kan sige undskyld med ord, chokolade, blomster eller andet. Men det er ikke nok blot at komme med blomster. Der skal følge en forklaring med, så I begge forstår, hvad der skete. 

Det allerbedste er at få situationen talt igennem, når I begge har fået det lidt på afstand. På den måde undgår I misforståelser og kan arbejde på, at situationen ikke sker igen.

Og nu er det op til dig at have fokus på ikke at gentage det, som sårede eller gav anledning til frustration hos den anden i første omgang. 

Mand og kvinder holder hinanden i hænderne og taler sammen
Det vigtigste er, at du siger undskyld, når I begge er klar til at tale om det.© Getty Images

Terapeutens bedste råd til den gode undskyldning

Dette er terapeut Lone Hauervigs bedste råd, når du skal sige undskyld:

  1. Hav fokus på din egen handling
  2. Tag ikke ejerskab over den andens følelser
  3. Undgå at forklare eller retfærddiggøre det, du har sagt eller gjort
  4. Tag ansvar og sig undskyld på en oprigtig måde
  5. Lyt, til hvad den anden har brug for
  6. Vær villig til at ændre på det, den anden blev såret over

3 trin du kan bygge din undskyldning op med:

  • Trin 1 – “Jeg er ked af, at ...”
  • Trin 2 – “Det var ikke min mening...”
  • Trin 3 – “Jeg vil gøre (...) for at undgå, at det gentager sig.”

Når du siger undskyld til et andet menneske handler det om at rette op på en fejltagelse. Den anden skal kunne tro på og mærke, at undskyldningen er oprigtig. I sidste ende handler det om at vise, at du gerne vil ændre på det, der sårede den anden i første omgang.

Den gode undskyldning tager ikke udgangspunkt i dig, men i den, du har såret. Derfor er det vigtigt, at du lytter til hvad den anden har brug for. Har han eller hun brug for at tale, brug for fysisk kontakt eller brug for tid? Det er det, du i første omgang skal imødekomme. 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori