Kvinde tager sol på en strand
Kan selvbruner og solens stråler arbejde sammen? © iStock

Kan du få sol, selvom du har selvbruner på?

Vi kan umuligt være de eneste, der har undret os

15. august 2018 af Michelle Andersen

Bliver du brunere, når du solbader med selvbruner på? Kan du overhovedet få sol, når du har selvbruner på? Kan selvbruneren endda erstatte solcremen? Det er spørgsmål, som mange af os godt kunne tænke os at få svar på – så her får du dem! 

Forskellen på selvbruner og naturlig tan

Når selvbruneren rammer din hud, reagerer stofferne i selvbruneren på de aminosyrer, som findes i de døde hudceller i det øverste lag hud. Det er denne reaktion, som skaber den brune glød. Fordi vores hud hele tiden danner nye hudceller, forsvinder de døde hudceller efter et par dage – og dermed forsvinder den brune glød også!  

Den naturlige glød, du får fra solens stråler, holder derimod i længere tid. Når solens stråler rammer din hud, starter dannelsen af pigment dybt nede i huden. Den type pigment, som giver dig en lækker brun kulør, kaldes melanin. 

Der er altså ret stor forskel på den tan, du får fra en selvbruner, og den du får fra solens stråler.

Kvinde bader i vandet på en strand
Solens stråler giver dig en kulør, som holder længere end selvbruneren. © iStock

Din naturlige tan holder længere end selvbruneren

Men kan du så solbade med selvbruner på? Svaret er JA, det kan du godt! 

Faktisk er det ret smart at have selvbruner på, inden du hopper i bikinien, for det betyder jo bare, at du ser brun ud, allerede inden solens stråler har gjort sit arbejde. Bliver du brunere af at solbade med selvbruner på? Nej, det gør du ikke. Selvbruneren forsvinder gradvist af sig selv, mens den naturlige tan holder længere. 

Selvbruneren kan dog absolut ikke erstatte solcremen. Ofte er der ikke UV-beskyttelse i selvbrunere, og selv hvis der er, skal du alligevel huske at smøre et lag solcreme på, så du beskytter huden mod solens UV-A og UV-B stråler. Her kan du se de fabelagtige solcremer, du bare SKAL kende til.

Kilde: Marc Inbane

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori