Abort og fertilitet | æg
© Unsplash: Annie Spratt

Påvirker en abort egentlig din fertilitet? Det siger lægevidenskaben om det

Vi hører mange rygter, men det kan være svært at vide, hvad der er sandt og falsk

17. december 2017 af Sarah Lyster Nielsen

Generelt snakker vi ikke så meget om abort, selv om det i virkeligheden er et relativt udbredt fænomen, og det kan til tider medføre, at vi heller ikke helt ved, hvad det går ud på, og hvilke konsekvenser det egentlig har – og myter kan være svære at aflive.

Måske har du for eksempel også hørt rygtet om, at aborter påvirker din fremtidige fertilitet? Det troede 30 procent af kvinderne i en amerikansk undersøgelse foretaget af Celmatix Inc. i hvert fald, og 25 procent troede, at fortrydelsespiller også kunne påvirke fertiliteten.

Fup eller fakta?

Der er dog (heldigvis) ikke hold i myten, fortæller den amerikanske læge Jennifer Wider; så længe aborten er foretaget under rene og sikre forhold af en kvalificeret fagperson, er der altså ikke noget, der tyder på, at hverken en medicinsk eller kirurgisk abort skulle påvirke kvindens evne til at få børn efterfølgende.

En kirurgisk abort kan i sjældne tilfælde skade livmoderen eller livmoderhalsen under forløbet, men det skyldes, at der jo skal et redskab op, og det er også mere sandsynligt, hvis kvinden har fået foretaget adskillige aborter.

Men generelt bør aborter altså ikke påvirke din fremtidige fertilitet, så det behøver du heldigvis ikke bekymre dig så meget om, hvis du har fået foretaget eller overvejer at få en abort. 

Kilder: Womenshealthmag.com, Self.com

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori