Kvinde kigger på ad vindue
Nogle af os har svært ved at håndtere alenetid© Getty Images

Psykologen fortæller: Derfor har nogle af os sværere ved at være alene end andre

Bliver dit hoved fyldt med bekymringer, når du er alene?

5. oktober 2020 af Henny Müller Dahl

Du kender den måske – følelsen af tristhed, der nogle gange kommer på uanmeldt besøg, når du er alene. Nogle mennesker oplever denne følelse hyppigere end andre, og for nogle er den en fast del af at være alene, som gør det svært at overskue timerne i eget selskab. 

For de fleste af os er det svært at komme helt udenom de stunder, hvor vi kun er sammen med os selv. Og i netop de øjeblikke kan det sommetider ske, at de negative tanker får frit løb og derfor gør alenetiden nærmest uudholdelig. 

Alenetid opleves forskelligt

Hvis du selv hader at være alene, har du måske en gang imellem undret dig over, hvordan din veninde, din søster eller din kæreste kan sætte så stor pris på deres alenetid. For hvorfor er det egentlig, at nogle har lettere ved at være alene end andre? 

Det spørgsmål har vi stillet Carsten Juul, der er autoriseret psykolog og som blandt andet beskæftiger sig med metakognitiv terapi. Her fortæller han, hvorfor vi hver især oplever alenetid forskelligt, og hvad vi kan gøre, når den triste følelse rammer os selv eller en, vi holder af. 

Kvinde sidder i vindueskarm og kigger ud
Kender du følelsen af tristhed, der kan komme på uanmeldt besøg, når du er alene?© Getty Images

Ekstrovert eller introvert? 

Ligesom med alle andre ting i livet oplever vi også tiden med os selv vidt forskelligt. Ifølge Carsten Juul kan en stor del af årsagen til dette forklares ud fra personlighedstyper. Han påpeger, at meget af forskellen bunder i, at nogle af os er meget ekstroverte, mens andre er mere introverte. Her vil særligt de personer, som er meget ekstroverte, oftere have brug for at opsøge andres selskab – og samtidig vil de ofte være lidt mere ængstelige for at være alene. Modsat vil introverte ofte se deres tid alene som en god mulighed for at lade batterierne. 

Grublerier og bekymringer opstår ofte i alenetiden 

Carsten fortæller videre om, at personer, der har tendens til at bekymre sig om, hvorvidt andre kan lide dem, eller om andre mon vil afvise dem, også kan have lidt sværere ved at være alene. Det er nemlig især i selskabet med os selv, at disse tanker kommer frem, og det er med til at gøre, at vi føler større ubehag ved at være alene. Os, der grubler meget, når vi er alene, bliver derfor ensomme og i dårligt humør – pludselig stiller vi spørgsmålstegn ved, hvorfor vi er alene, eller hvorfor tingene er, som de er. Jo længere tid, vi grubler, jo mere triste bliver vi. 

Carsten forklarer, at meget af vores grubleri bunder i, at vi kan have en tendens til at tro, at vi gennem grublerier kan finde frem til de svar, vi søger, og fordi vi ønsker at bekræfte vores overbevisning, vi selv har skabt. Men det er først, når vi finder ud af, at vores negative overbevisninger ikke er sande, at vi kan begrænse grubleriet og i stedet blive bedre til at være alene. 

Kvinde sidder alene på værelse i sollys
Alle føler sig alene engang imellem – men for nogle kommer følelsen oftere© Getty Images

Hvordan bliver vi bedre til at være alene? 

Da vi aldrig kommer helt udenom det faktum, at vi ofte kommer til at være alene i løbet af livet, er det vigtigt, at vi forsøger at blive bedre til at håndtere de stunder, hvor vi er alene med os selv. Her handler det ifølge Carsten især om at flytte opmærksomheden over på noget andet, når ensomhedstankerne presser sig på: 

“Det bedste råd er at lade være at dvæle ved tankerne om at være alene. Jo mere du giver det opmærksomhed, jo værre bliver ensomhedsfølelsen. Det bedste, du kan gøre, er at række ud til andre eller beskæftige sig med noget andet end ensomhedstankerne, og at gøre noget du godt kan lide at gøre – også alene”, fortæller Carsten. 

Ved at fokusere på andet end selve ensomhedsfølelsen og ved at lave ting, vi holder af, kan vi altså med tiden blive bedre til at være alene. Dog påpeger Carsten, at der principielt altid vil være en grundlæggende forskel på, hvordan de ekstroverte og de introverte personlighedstyper forholder sig til det at være alene – og den forskel er svær at ændre. 

Kvinde sidder alene på strand og kigger på havet
Det er muligt at lære at trives i eget selskab© Getty Images

Sådan bliver vi bedre til at være alene 

Uanset om du selv hader at være alene, eller om du har en i dit liv, der har svært ved sit eget selskab, er det bedste, du kan gøre, faktisk præcis det samme. Det vigtigste er at lade være med at give de negative tanker for meget opmærksomhed. 

“Hvis du har en relation til en person, der har det sådan, så hjælper du dem bedst ved at flytte opmærksomheden til noget andet end dvælen ved aleneheden”, forklarer Carsten. 

Det handler derfor i høj grad om at slippe tankerne og bevæge sig væk fra de grublerier, personen har gang i. Undgå at bekræfte personen i sine grublerier – for det er netop dét, vedkommende allerede gør for meget. Derfor er det ofte bedre at skifte emne og så iøvrigt at bruge tid sammen med personen, fortæller Carsten. 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori