Kvinde overtænker i seng
Grublerier og bekymringer kan tage meget af din energi. © Getty Images

Få psykologens bedste råd til at tackle overtænkning

Dvæler du ofte ved den samme tanke igen og igen?

1. april 2020 af Rie Louise Kirkebjerg

Oplever du sommetider at føle dig ude af stand til at slippe en tanke, der fylder alt for meget i dit hoved? Psykolog Carsten Juul forklarer, at flere af os analyserer ting for at forstå dem og for at løse problemer, men at tankerne for al for mange af os tager over og strækker sig ud over flere timer på en enkelt dag. 

Alt over en times negativ dvælen ved bekymringer eller grublerier er unødvendigt og uhensigtsmæssigt, og derfor har vi spurgt psykologen om gode råd til, hvordan vi bedst muligt undgår det. 

Dvæler du ved samme tanke i timevis?

“Generelt definerer vi grublerier som dvælen ved det samme emne i længere end to minutter,” fortæller Carsten Juul. Han forklarer, at alt over en times negativ dvælen ved bekymringer eller grublerier er unødvendigt.

Du kan naturligvis sagtens tænke over problemstillinger på jobbet, men lige så snart bekymringer eller grublerier begynder at handle om dig selv eller dine nærmeste, så bliver det betændt og kan blive meget problematisk i større doser.

“Grublerier og bekymringer tager rigtig mange ressourcer. Vores hjerne er faktisk fuldt ud kreativ og idérig, selvom vi ikke tænker og analyserer hele tiden. Vi har en intuition og generelle fornemmelser, som ganske ofte – og i overvejende grad – er glimrende guides til beslutninger og løsninger. Vi kalder det den metakognitive sekretær.”

Hvorfor overtænker nogle, mens andre ikke gør?

Her fortæller Carsten Juul, at årsagen skal findes i det, vi kalder metakognitive antagelser (det vil sige tanker om tanker). 

Vi er allesammen udstyret med forståelser af, hvordan vores tanker virker. Det er noget, vi typisk lærer i vores barndom, når vi har har talt med vores forældre og andre betydningsfulde voksne i vores liv. 

Positive og negative metakognitive antagelser

Der findes både positive og negative metakognitive antagelser, som handler om, at bekymringer og grublerier er gavnlige for os og tjener det formål at eksempelvis finde svar, finde tryghed eller være forberedt på fremtiden.

De negative metakognitive antagelser handler om, at mange kan føle, at de har mistet kontrollen over deres bekymringer og grublerier og ikke længere er i stand til at stoppe dem. 

Det er de positive og negative overbevisninger, der holder os fast i at overtænke. Det starter som regel med, at de positive overbevisninger driver os ind i en masse tanker om analyser, bekymringer eller grublerier, og på et tidspunkt føler mange så, at de mister kontrollen over alle disse tanker. Det bliver endnu mere ubehageligt, fordi mange også har den opfattelse, at det er farligt at bekymre sig.

“Denne ubehagelige cocktail er drivkraften bag overtænkning og al emotionel lidelse. Behandling kræver derfor, at vi ændrer på disse metakognitive antagelser, og det er p.t. den mest effektive behandling, vi har kunnet etablere for psykisk lidelse,” fortæller psykologen.

Se dine tanker som sushi på et running sushi-bånd

Vi har allesammen cirka 30-70.000 tanker (!), og vores tanker er ligesom sushiretter på et running sushi-bånd. Dem kan vi faktisk passivt observere som forbipasserende hændelser i hjernen og følelser i kroppen. 

Teknikken hedder detached mindfulness. Vi er detached mindful tusindvis af gange hver eneste dag med tanker, som vi ikke dvæler ved. Vi ved, at de er der, men vi dykker ikke dybere ned i dem. 

Når vi er detached mindful, vil tanker og følelser vende tilbage til at være forbipasserende hændelser i krop og sind, sådan som de er ‘tiltænkt’, og på den måde udvikler vi ikke egentlig psykisk lidelse. 

Carsten Juul fortæller: “Jeg plejer at sige: Alle har negative tanker, men alle udvikler ikke en psykisk lidelse. Med det mener jeg, at det ikke er de negative tanker, der er problemet, men netop overtænkningen.”

Lad tankerne være

Det bedste, du kan gøre for ikke at overtænke, er at lade tankerne være. Benyt dig af detached mindfulness ved at tænke dine tanker som sushi på et running sushi-bånd, og lad nogle sushistykker (altså nogle tanker) passere. 

Du kan også lave noget helt andet, for på den måde får hjernen mulighed for at selvregulere, og det er faktisk i “flow” (det vil sige, at du er opslugt af den ydre verden), at vi mennesker er allermest lykkelige, fortæller psykologen. Engagér dig derfor i opgaver, arbejde, en god Netflix-serie eller lignende, og lad tankerne være. “Og når du så skal sove, er det vigtigt, at du passivt observerer din tankestrøm uden at engagere dig i tankerne. På den måde falder du bedst og hurtigst i søvn,” afslutter psykolog Carsten Juul.

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori