Kvinde vågner i seng
© iStock

Stjæler du altid din kærestes T-shirts? Bliv ved med det – det er nemlig utroligt sundt

Videnskaben har talt

24. januar 2018 af Rie Louise Kirkebjerg

En tidligere undersøgelse viser, at du føler mindre smerte ved at holde din kæreste i hånden. Nu skal du ikke kun tage hans hånd, men også hans T-shirt (som du sikkert allerede gør), for duften af den kan nemlig – hold nu fast – mindske stress.

Din kærestes duft mindsker stress

Det er en undersøgelse, der er offentliggjort i Journal of Personality and Social Psychology, der viser, at duften af din kæreste faktisk kan hjælpe dig med at slippe af med stress. Det skriver Science Daily.

I undersøgelsen deltog 96 par, hvor mændene fik tildelt en ren T-shirt, som de skulle have på i et døgn. De skulle holde sig væk fra cigaretlugt og undgå at friske sig op med deodorant eller andre parfumerede produkter. Herefter blev forsøgets T-shirts frosset ned, så de ikke mistede deres duft (Eller lugt... mon ikke sådan en bunke mandetrøjer lugter pænt meget af sved efter et helt døgn...?)

Kvindernes opgave var at snuse til en T-shirt, de fik foræret. Den var enten ikke brugt, brugt af en fremmed eller brugt af deres kæreste. Herefter fik de en stresstest. De kvinder, som havde duftet til deres partners T-shirt, følte sig mindre stressede og havde også et lavere niveau af stresshormonet kortisol. 

Fremmedes duft får stresshormonet til at stige

Undersøgelsen viser også, at niveauet af stresshormonet kortisol steg, hvis kvinderne duftede til en fremmed mands dunst. Det modsatte sker altså, og du bliver mere stresset, hvis du bliver udsat for fremmede dufte.

Din mands duft et ganske godt redskab til at mindske stress, så bliv endelig ved med at sove i hans T-shirts! Hvis han brokker sig, kan du jo fortælle ham, at han faktisk er med til at holde ham sund og rask... 

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori