Kvinde måler sig med målebånd
Nogle kure er bedre end andre, vi undersøger 16:8 kuren© iStock

Sundhedsmyter: Er det en god idé at spise efter 16:8-kuren?

Giver det mening at faste 16 timer i døgnet? Vi har spurgt en diætist

6. oktober 2015 af Tine Sandorf

Den seneste tid har flere forskellige fastekure vundet indpas i kur-kulturen. En af fastekurene går ud på, at du skal faste 16 timer i døgnet (deraf er cirka halvdelen altså, når du sover) og så kun spise i et vindue på otte timer – til gengæld må du så spise, hvad du vil, i de otte timer. Vi har spurgt klinisk diætist Maria Felding, som er cand. scient. i klinisk ernæring og har sin egen klinik, om det overhovedet giver mening at spise på den måde.

“Du er nødt til først at finde ud af, hvad dit formål er. Hvis du gerne vil have en sundere livsstil, handler det om at spise de sundhedsfremmende fødevarer og skippe de mindre sunde – og altså ikke om kun at måtte spise i et vist antal timer i døgnet. Hvis du gerne vil tabe dig, handler det til gengæld om at få så meget mæthed for så få kalorier som muligt. I det tilfælde kan det for nogle hjælpe at have faste regler for, hvornår de må og ikke må spise, og så kan det være en strategi at spise efter 16:8-kuren,” siger hun.

Pas på faldgruberne

Der er dog nogle faldgruber, som du skal være opmærksom på, hvis du vælger at bruge 16:8-kuren som en måde at slanke dig på. Når du vælger at lægge din kostretning om, er det nemlig vigtigt, at du finder en metode, som du kan holde og leve efter for altid, hvis vægttabet skal holde.

Derudover vil det kortere tidsrum til at spise i ofte betyde, at du ender med at spise mere kalorierigt (altså mere forarbejdet mad og mindre frugt og grønt), fordi du har kortere tid til at få de kalorier, du har brug for, og derfor fylder frugt og grønt for meget i maven. Det kan betyde, at du ender med en mere næringsfattig kost.

“Lige meget hvilken strategi du vælger, hvis du har behov for at tabe dig, skal du tænke langsigtet, og så skal du gøre det, der er rigtigt for dig, og ikke det, der lyder mest overbevisende og mest moderne netop nu,” slutter Maria Felding.

Besøg Maria Feldings hjemmeside, eller find hende på Facebook.