© iStock

Sundhedsmyter: Er det nødvendigt altid at have solcreme på?

Klister og hvide hinder – er det også dine tanker om solcreme? Vi har set nærmere på, hvornår det er nødvendigt at bruge de dyre dråber

10. juni 2015 af Tine Sandorf

Det er den tid på året, hvor ferien kalder, og hvor solen bager længst og kraftigst på himlen, og med sol og ferie kalder behovet for solbeskyttelse også. Men hvor nødvendigt er det egentligt at bruge solcreme? 

“Det er helt klart at foretrække, at du dækker dig mere til, og så bruger solcreme, hvis der er steder, hvor du slet ikke kan undgå solen – for eksempel på hænderne og i ansigtet – i stedet for kun at satse på solcremen,” forklarer Janne Touborg, som er speciallæge i hudsygdomme og indehaver af Cutanea Aarhus Hudlægecenter, og fortsætter:

“De steder, som ikke er dækket, er det i sommermånederne nødvendigt at smøre solcreme på hver dag, hvis du vil undgå de skader, som solen kan give – blandt andet pigmentforandringer, rynker og hudkræft. For når du færdes udendørs på den tid af året, får du uva- og uvb-stråling – også selv om du bare går fra bilen og ind til din arbejdsplads.”

Det er altså muligt at spare på de dyre og fede cremer, hvis du skifter tanktoppen ud med en langærmet og vælger et par lange, løse bukser i stedet for et par lårkorte. Og en ting er, at der er penge at spare, men der er også mere sikkerhed i at dække sig mere til og undgå solen, når den er allerstærkest midt på dagen.

“Faldgruberne ved at bruge solcreme er blandt andet, at mange ikke smører sig ind ofte nok, laver helligdage og bruger for lidt, når de smører sig ind,” siger Janne Touborg.

Hos Kræftens Bekæmpelse er de enige i, at solcreme ikke er helt let at bruge, og at solcreme aldrig må være den primære beskyttelse. Deres solråd er: Skygge, solhat og solcreme i prioriteret rækkefølge, og så anbefaler de, at du tjekker uv-indekset. Det kan du blandt andet gøre med app'en Uv-indeks, der kan fortælle, hvor kraftig solen er lige netop der, hvor du er, og give gode råd til solbeskyttelse. App'en er gratis og kan hentes i App Store og Google Play.