Kvinde drikker et glas vand
Vand er godt – men skal vi starte dagen med et stort glas? © iStock

Sundhedsmyter: Er det sundt at starte dagen med et stort glas vand?

Gør væske, når du vågner, underværker? Vi har spurgt en diætist

15. september 2015 af Tine Sandorf

Det første, du tænker på, når du ligger i din seng med et kimende vækkeur og søvn i øjnene, er måske ikke lige et stort glas vand, men snarere fem minutter mere på øjet – måske skal du til at ændre den tankegang. For faktisk er der noget om, at din krop har godt af væske fra dagens start.

“Din krop har væskefastet i mange timer, og derfor er det en god idé at få godt med væske fra morgenstunden,” siger Maria Felding, som er klinisk diætist og cand. scient. i klinisk ernæring.

Du kan selvfølgelig drikke helt almindeligt vand fra hanen, men bliver det lige en tand for kedeligt, er te også en god måde at få dækket dit væskebehov på.

“Når du drikker vand eller te, får du væske, men ingen sukker, sødemidler eller tilsætningsstoffer, og går du efter grøn te, får du tilmed et sundt tilskud af antioxidanter,” forklarer Maria Felding, som også har flere bud på, hvordan du kan gøre dine morgendrinks endnu mere sunde og lækre:

“Du kan komme lidt lime-, appelsin- eller citronsaft i dit vand for et frisk pift. Du kan også prøve at fylde et krus med kogende vand og komme mynte eller lidt revet ingefær i. Det kan have en afslappende virkning på maven og sætte fordøjelsen i gang, hvilket kan være en rigtig god måde at starte dagen på,” siger hun.

Så gør det til en vane at starte dagen med et stort glas vand eller en stor kop te, så du får fyldt væskedepoterne op.

Besøg Maria Feldings hjemmeside, eller find hende på Facebook.

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori