Tjek dine bryster for knuder
Husk, at tage din BH af inden du tjekker brysterne.© Getty Images

6 trin: Sådan tjekker du dine bryster for knuder

Hvornår har du sidst tjekket dine bryster?

1. oktober 2021 af Redaktionen

Der kan være mange årsager til, der kommer knuder i brystet. Derfor er det altid en god idé at tjekke dine bryster regelmæssigt.

Et bryst-tjek tager ikke mange minutter. Du kan lave det en gang om måneden – og på samme tid i din cyklus

Du kan følge disse seks punkter, når du tjekker dine bryster. 

1. Stil dig foran et spejl

Gerne et, der er placeret på et bord, så du nemmere kan se underkanten af dine bryster. (Har du store bryster, kan det være nødvendigt at løfte brystet lidt op med den modsatte hånd.)

2. Se nøje efter på hvert bryst

Ser de anderledes ud end normalt? Er der sår på eller omkring brystvorterne? Er nogle blodårer mere fremtrædende end normalt? Er der indtrækninger eller rynker, som ikke plejer at være der?

3. Læg dig så på ryggen 

Gerne ned på gulvet med en pude under hovedet og et foldet håndklæde under skuldrene. På den måde fordeles brystvævet, så det er lettere at undersøge.

4. Tjek brysterne med flad hånd  

Læg den hånd, du ikke bruger, under hovedet. Gennemføl brystet i retning med uret ved at bevæge hånden i små cirkler. Begynd yderst på brystet. Når du kommer tilbage til udgangspunktet, føler du videre i mindre og mindre cirkler, indtil du når ind til brystvorten. Den skal du klemme lidt for at se, om der kommer væske ud.

5. Mærk i armhulen

Brug stadig flad hånd og de samme små cirkelformede bevægelser. Begynd oppe i armhulen, og fortsæt langsomt ind mod brystet.

6. Gentag 

Fortsæt så med det andet bryst med præcis samme procedure. Finito!

Vi anbefaler, at du altid kontakter din læge, hvis du finder en knude eller opdager forandringer ved dine bryster.

Bragt første gang i Woman nr. 145.

Vil du ikke risikere at gå glip af sundhedstips? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Du vil (garanteret) også kunne lide