computer | kvinde | kaffe | 
© iStock

10 gode råd til dig, der skal i gang med at skrive en praktikansøgning

Eller kender du én, der snart skal til at søge praktik?

5. april 2018 af Amalie Kjær Boel

Vil du gerne i praktik, men ved du ikke, hvordan du på bedst mulige måde søger din drømmestilling? Det kan være, at du har helt styr på det grammatiske, men at du bare lige mangler prikken over i’et for at skille dig ud fra resten af mængden. Vi guider dig derfor her igennem praktikansøgningsprocessen på bedst mulige måder med disse ti råd.

1. Start aldrig din praktikansøgning sådan her

Der er nogle generelle regler, når du skal skrive en jobansøgning, som du virkelig bør undgå, som for eksempel at lade være med at gentage dig selv og starte med at skrive, hvad du hedder. Hvis du har styr på disse regler, er du allerede godt på vej. 

2. Læs praktikopslaget grundigt

Inden du begynder at skrive ansøgningen, er det en god idé at læse praktikopslaget så grundigt som overhovedet muligt – læs det hellere en gang for meget end en gang for lidt! Hvis der eksempelvis i stillingsopslaget står, at du skal vedhæfte en beskrivelse af et projekt, du er stolt af at have lavet, eller nogle specifikke idéer til din praktik, så skal du have dem med. 

3. Tænk over det sted, du søger

Det giver bedst mening, at du søger en praktikstilling, som du rent faktisk er interesseret i. Fortæl i din ansøgning, hvorfor du netop passer ind på denne arbejdsplads frem for en anden. Det kan være noget helt konkret, som at du eksempelvis bedre kan se dig i praktik på dén arbejdsplads på grund af arbejdsopgaverne. 

4. Tag det seriøst

En af de vigtigste ting er, at du er seriøs og bruger nok tid på selve ansøgningen. Dem, der skal ansætte dig, kan sagtens skille fårene fra bukkene – og se hvem der brænder for det og har lagt en masse tid og energi i ansøgningen. Lad være med at lave en standard ansøgning ud fra en skabelon, som du har fundet på nettet. 

5. Tag praktikansøgningen lige så seriøst som en ‘rigtig’ jobansøgning

Du vil helt sikkert helst i praktik et sted, der tager praktikanter lige så seriøst som de ‘rigtige’ ansatte, så skriv din ansøgning derefter. Lad være med at lave en forhastet og ikke gennemarbejdet udgave, også selvom du måske søger praktik ti forskellige steder. De sjuskede praktikansøgninger skinner lige så tydeligt igennem som de virkeligt gode, og de ryger i skraldespanden som de allerførste. Så gør dig selv en kæmpe bjørnetjeneste ved at investere en masse tid og overskud i den. 

6. Lav en personlig ansøgning

Når du alligevel bruger en masse tid på din praktikansøgning, så er det en god idé at skrive, hvorfor du vil passe godt ind i denne stilling. Du kan derfor sagtens nævne noget personligt, der får dig til at skille ud. Det kan være, at du er en grammatik-haj eller har en Instagramprofil dedikeret til din hund, som du bruger meget tid på. Det er i hvert fald en god idé at skrive, da det er en måde, de kan huske netop din ansøgning på!

7. Gør opmærksom på, hvorfor de kan bruge dig

Det er ikke, fordi du som sådan skal sælge dig selv. Du skal gøre rede for, hvorfor arbejdspladsen skal ansætte dig frem for hende eller ham den anden. Igen er det en god idé at være personlig og skrive, hvad du kan bidrage med. Og hvis du har læst deres praktikopslag grundigt, så ved du også, hvad de leder efter, og hvad du gerne skal kunne – og du kan derfor også nævne, hvorfor du vil være god til dem. 

8. Gør alt for at komme den dato, de foreslår

Om så din mor bliver 50 år, og I skal ud at spise om aftenen, så kan du højst sandsynligt godt tage til samtale om formiddagen, hvis du er blevet inviteret til praktiksamtale. At du siger ja til det tidspunkt, der bliver foreslået som det første, viser, at du gerne vil dem, praktikstillingen – og at du til dels er fleksibel. Så er du allerede på vej til at blive et hit til samtalen

9. Find selv ud af, hvor det er 

Det kan være en god idé selv at undersøge, hvor du skal troppe op, hvis du er blevet inviteret til samtale. Hvis de ikke har skrevet det til dig, eller det ikke står i opslaget, er Google din ven! 

10. Kom ikke for sent

Det er selvfølgelig ærgerligt, hvis dit tog er blevet en time forsinket, eller du sidder i kø på motorvejen. Det er derfor godt lige at have tænkt over dette inden og måske have taget det tidligere tog. Der sker ikke noget ved, at du er der fem til ti minutter før, da det kun viser, at du er forberedt og har tænkt over tiden. Husk på, at det er et førstehåndsindtryk, du giver til samtalen – og det skal jo helst være et godt et af slagsen. 

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori