Frustreret kvinde læser til eksamen
© iStock

12 skræmmende tanker, der popper op i hovedet hos os alle inden en eksamen

‘Jeg kan godt. Ellers dropper jeg bare ud. Vent... Har jeg nok SU-klip til det?’

25. maj 2018 af Diana Bjerregaard Kristensen

Eksamensperioden føles for de fleste som en ubehagelig og ikke mindst uendelig lang kamp, hvor den står på oceaner af læsning og skrivning hele dagen (og natten for nogle).  

Din hjerne er ved at eksplodere af al den viden, den skal prøve at huske, men det kan være svært, når der samtidig skal være plads til diverse angtsprovokerende tanker, som hele tiden popper – som disse:

I starten af eksamensperioden

1. ‘Argh, stress. Hvad skal jeg gøre? Hvor skal jeg starte? Hvem er jeg?’ Det er fuldstændig uoverskueligt at tage hul på projekt eksamenslæsning – derfor er det nok bedst, at du kaster dig over en af de her eksamens-overspringshandlinger først... 

2. ‘Seriøst er den her bog virkelig 250 sider lang? Jeg hader mit liv.’ Det er ærgerligt, at det ikke er Netflix, HBO og Viaplay, du skal op i – så var du helt opdateret.  

3. ‘Fatter de andre en kæft af det her? Åh, nej, det gør de garanteret.’ Du har nu to valgmuligheder: A) At ringe til den dygtigste på studiet og prøve at tiltuske dig nogle tips (og samtidig få endnu mere stress). Eller B) At ringe til en af de andre og blive enige om, at det er en lorteeksamen. B... Altid B.

Tæt på eksamenen

4. ‘Shit – hvad nu, hvis det er den helt forkerte vinkel?’ Du må hellere læse op på et andet emne for en sikkerhedsskyld. Og ja, du ved godt, det er lidt af et desperat forsøg...

5. ‘Jeg bliver jo slagtet levende.’ Det er omtrent her, du ringer halvgrædende til din mor for at få en lille peptalk om, hvor god og dygtig du er.

6. ‘Jeg kan godt. Ellers dropper jeg bare ud og starter forfra. Vent... Har jeg nok SU-klip til det?’ Hellere begynde at nærlæse reglerne for SU-klip end at nærlæse det røvsyge pensum én gang til. Og en meget bedre investering i fremtiden!

Lige inden eksamenen

7. ‘Hvorfor har jeg taget den her nederdel på? Den er mega irriterende og drejer rundt hele tiden.’ Ja, det er dit tøj, der er grunden til, at du stresser – helt sikkert. Det har intet at gøre med, at du er bange for at klare dig dårligt. Hvis bare du havde læst Womans guide til, hvordan du klæder dig rigtigt på til en eksamen...

8. ‘Jeg har ondt i maven og kvalme nu. Er det for sent at melde sig syg?’ Du har ikke sovet i flere nætter, og det reagerer du så på NU. Pisse-fucking-perfekt timing, krop!

9. ‘Seriøst, skal jeg virkelig på toilet igen?’ Alle systemer arbejder åbenbart på højtryk – undtagen din hjerne, som føles, som om den er ved at gå i stå. Skønt.

10. ‘Lad være med at fucke det op. Lad være med at fucke det op. Lad være med at fucke det op.’ Du har sagt sætningen til dig selv så mange gange, at du husker den bedre end samtlige af de ting, der står på dit ellers nydelige talepapir.

11. ‘Jeg skal huske at drikke vand – jeg må ikke dehydrere og falde om.’ Eller... er det mon i virkeligheden den perfekte undskyldning for at undslippe? Interessant...

12. ‘Det er min tur nu. Der er ingen vej tilbage. Hjælp!’ Har du nogensinde prøvet at sidde på toppen af Det gyldne tårn i Tivoli og vente på at falde ned? Så ved du præcis, hvordan det føles! Men du ved også, at du overlever hver gang. Held og lykke!

© Giphy.com

Læs mere fra samme kategori