Kvinde spiser donuts om natteb
© iStock

16 ting, du gør, når du burde læse til eksamen

Al den pludselige frihed kan være svær at administrere

19. maj 2015 af Maria Denise Christoffersen

1. Starter ud med store ambitioner

Du laver først en meget omfattende og optimistisk oversigt over, hvad du skal nå at læse hver dag… Men tanken om alt det arbejde gør dig træt, så du tager en lille lur. Bare for at være HELT klar, når det gælder.

2. Kører stilen

Du tager briller på (også selvom de er uden styrke – målet er at se seriøs og bibliotekar-agtig ud), sætter dig med bøgerne og går i gang. Og det kører jo faktisk meget godt! Så godt, at du tænker, at det skal resten af verden da også have muligheden for at glæde sig over. Du tager et billede og smider på Instagram: #eksamenstid #skalhave12 #bogorm

3. Er godt med

Du læser videre, mens du sideløbende forestiller dig din kommende perlerække af eksamenstriumfer… Dine venner bliver SÅ misundelige over alle de 12-taller, du vil få! Så siger din mobil siger noget. ‘Uuuh, der er kommet fem likes på Instagram!’

4. Ser et par afsnit af en tv-serie på Netflix som belønning for, at du har læst i en time

Det gælder om at give sig selv et par mentale gulerødder undervejs, ikke?

5. Laver en læsesnack

Det er vigtigt at fylde depoterne op, inden du knokler videre. Det er jo næsten som et marathon, det her. Åh, men det er jo noget fedteri at sidde med bøger og mad på samme tid, så du kan jo ligeså godt snuppe et afsnit mere, inden du tager den store luns af pensum.

Læs også: Spis dig til topkarakter

6. Ender med at se en hel sæson af den tv-serie, du var i gang med

Imens fortæller du dig selv, at Drop Dead Diva måske kan lære dig noget, der ender med at redde dig til eksamen!

7. Opdager, at det er tid til aftensmad

Mmmm, måske nachos?

8. Går i gang med at sortere din skuffe med sokker

Det nærmer sig uansvarligt at vente ét sekund mere med at få styr på alle de makkerløse strømper, du har liggende!

Læs også: Sådan undgår du overspringshandlinger

9. Begynder at overveje, om du overhovedet er på den rigtige uddannelse

Du fik så meget ros for den festsang, du lavede til din mosters jubilæum. Måske skal du være sangskriver i stedet? Og så vil det jo være totalt spild af tid at læse op på noget, der slet ikke bliver din vej her i livet.

10. Skriver en ønskeseddel til din fødselsdag

Der er godt nok fem måneder til, men gud forbyde, at den nye Kähler-vase skulle forsvinde fra din bevidsthed.

11. Går i seng

Du nåede ikke så meget i dag, men i morgen står du op klokken 6 og indhenter det forsømte – og det er der intet i denne verden, der kan ændre på!

12. Sover til klokken 11

Hov, alarmen må have slået sig selv fra? Ååh, så er du jo allerede bagud! Du er i vildt dårligt humør, og ender med at se en sæson mere af Drop Dead Diva. Bare for at muntre dig selv op. 

13. Flytter rundt i din stue

Du har længe villet se, hvordan rummet så ud, hvis sofaen stod op ad den anden væg. Og pludselig kan du bare mærke, at du ikke KAN koncentrere dig, før den bliver flyttet. Heldigvis har du læst en artikel om feng shui engang i halvfemserne, og hvem siger, at en “ny” stue ikke vil gøre underværker for din læselyst?

14. Ringer til din gamle veninde

Du gad godt nok ikke at tage telefonen, sidst hun ringede, men nu kan en opdatering på hendes nye forhold ikke vente et sekund mere!

15. Panikker over andres flid

Dine kammerater skriver statusopdateringer a la: “Så nåede jeg igennem hele Bourdieus teoribog!”, eller instagrammer billeder af en printer, der udskriver teksten: “Konklusion”. Fuck. Fuck. Fuuuuck!

Læs også: Få bugt med din eksamensstress

16. Modtager en mail med emnet: “Guldnoter”

Din veninde har fået fingrene i sin ældre kærestes gamle noter fra samme fag, og I jubler, da I opdager, at det er PRÆCIS de opgaver, I selv sidder med! Win! Nu kan I tage det roligt. I aftaler at sætte jer sammen og arbejde senere. Men først skal I da lige fejre triumfen med en shoppetur, inden I for alvor går i gang!

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori