Kvinde er træt af at studere
Alle kan have brug for en pause fra sin uddannelse. © Getty Images

Alt du skal vide, hvis du gerne vil holde orlov fra studiet

Der er en begrænsning for, hvad du må tjene imens

5. november 2018 af Simone Overgaard Aaberg

Er du ved at køre surt i dit studie? Eller måske trænger du bare til at lave noget andet for en stund? Vi bebrejder dig ikke, for det kan virkelig godt være tiltrængt at få lidt ændringer i hverdagsrutinen og måske komme ud for at opleve lidt nyt uden for landets grænser? 

Hvis du går med tanken om at holde en pause fra din uddannelse, så er der en række ting, du skal huske at tage højde for, inden du starter din orlov. 

Først og fremmest skal du forhøre dig hos dit uddannelsested, om det overhovedet er en mulighed på dit studie. Book en samtale med en studievejleder, og bliv klogere på dine muligheder.  

Vi har her samlet fem ting, der er gode at vide, hvis du vil holde orlov fra studiet:   

1. Så længe kan du holde orlov fra studiet 

Hvor længe du kan holde orlov afhænger i høj grad af dit uddannelsessted, men typisk er der tale om et semesters pause fra studiet – dog kan det nogle steder også være op til 12 måneder (og altså to semestre). 

På nogle uddannelsesteder skal du have en reel begrundelse for, hvorfor du vil holde orlov (som for eksempel sygdom), mens andre uddannelseinstitutioner ikke behøver at få nogen begrundelse. 

Det er også forskelligt fra udannelse til udannelse, hvornår du kan få orlov i løbet af studiet. På nogle studier er muligheden for orlov uden særlig begrundelse kun muligt på bacheloren. Det bedste råd, vi kan give, er at tage fat i studievejlederne på din uddannelse og høre dem om dine muligheder. 

Kvinde slapper af i sollyset
Hvad er grunden til, at du vil holde orlov? Skriv eventuelt fordele og ulemper ned ved at holde pause fra studiet. © Getty Images

2. Du må ikke deltage i undervisning imens

Selvom det måske ikke falder dig ind at skulle deltage i undervisning på dit studie, mens du er på orlov, så er det i hvert fald heller ikke en mulighed (medmindre din orlov skyldes barselsorlov eller anden begrundet orlov – til det gælder der nogle andre regler). 

Nogle uddannelsessteder kan godt give dig lov til at gå til eventuelle eksamener, selvom du er på orlov, men det skal du høre din studievejleder om. 

3. Du kan ikke få SU, når du holder orlov 

Selvom det ville være dejligt belejligt at få SU i din pause fra studiet, så er det (desværre) ikke en mulighed. Du skal altså forberede dig på, at den del af din månedlige indkomst stopper, når du har meldt din orlov til uddannelsesstedet. 

Selvom dit studie skal registrere, at du holder orlov, så er det stadig dit ansvar at give SU-systemet besked, så de kan stoppe din SU fra udgangen af den måned, din orlov begynder. Du skal altså ind på Borger.dk for at framelde dig din SU – gør du ikke det, og altså får SU imens du holder orlov, så skal du betale det tilbage igen. 

4. Det må du tjene, mens du er på orlov

Da du ikke modtager SU under din orlov, så stiger dit fribeløb (altså hvad du må tjene) også en del. Ifølge Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte må du i de måneder, hvor du ikke har ret til SU, tjene 37.250 kroner om måneden før skat. 

Hvis du ikke har et arbejde i den periode, du har orlov fra studiet, kan du gennem de fleste a-kasser melde dig ledig og på den måde modtage dagpenge. Det kræver dog også, at du er til rådighed for arbejdsmarkedet, og at du har været medlem af a-kassen i et vis stykke tid. En god idé er at kontakte din a-kasse og høre dem, hvad dine muligheder er. 

Kvinde med rygsæk er på ferie
Måske din pause skal bruges på at rejse ud i verden? © Getty Images

5. Sådan kommer du tilbage på studiet igen 

Når din orlov er slut, og studietiden atter kalder, så vil du som oftest starte op igen ved semesterstart (igen kan der være særlige forhold, hvis din orlov er begrundet). 

Din uddannelse registrerer, hvor længe du i første omgang planlægger at holde orlov. Vælger du at forlænge eller afbryde den før tid, så skal du kontakte dem igen og få det på plads. 

Ved en orlov uden begrundelse vil du som udgangspunkt ikke komme tilbage til det ‘hold’, du studerede med før orloven, da de vil være foran dig i studiet på det tidspunkt. Du vil i stedet komme til at skulle lære nogle nye mennesker at kende (og skulle du have glemt, hvordan det foregår, så har vi her samlet nogle gode råd til den første dag på studiet). 

Kilder: Su.dk, Ug.dk.

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori