Piger der studerer
Forventningsafstem, forventningsafstem, forventningsafstem!© Getty Images

Har du svært ved at finde en god studiegruppe? Her er 5 råd, der hjælper dig på vej

Vi har den perfekte løsning på alle jeres konflikter! Vi kan godt afsløre, at den starter på s og slutter på nacks

21. september 2021 af Isabella Wedel Hansen

Er du lige startet nyt studie, og går du og grubler over, hvordan du skal finde en god studiegruppe? Eller har du allerede gået på dit studie i et stykke tid, men synes ikke rigtigt, at du har haft heldet med dig i jagten på at finde den helt rigtige studiegruppe? Lige meget hvilken en af situationerne du står i, så frygt ej! 

Det er helt normalt, hvis du bekymrer dig om, hvordan du skal få startet en god studiegruppe op, eller hvordan du skal få den studiegruppe, du allerede har, til at fungere. 

Derfor har vi samlet fem gode råd, der giver dig nøglen til en god studiegruppe og et godt studieliv. 

1. Ordsproget “modsætninger mødes” gælder ikke kun i parforholdet

Hvor mange gange har du ikke lige lagt øre til belæringen om, at modsætninger mødes, når du har snakket med dine veninder om deres nye flirts og kærester? Det er med god grund, for der er altså noget om snakken! Og det er ikke kun i parforholdet. 

Når det kommer til at finde den helt rigtige studiegruppe, er det vigtigt at tage temperaturen på, hvilken rolle I hver især har studiegruppen. Er du den kritiske, den kreative, den strukturerede eller måske studiegruppens hyggemor? 

Alle roller i en studiegruppe har en vigtig funktion, og derfor er det også vigtigt, at I ikke alle er ens! 

Hvis alle har de samme styrker (og ikke mindst svagheder), kan det være svært at være produktive i en studiegruppe. Lad os være ærlige, hvis alle er super gode til at læse korrektur og gøre opgaven skarp, men ingen trives i den kreative skrivefase i starten af processen, kan det godt blive svært at få smækket en 80-siders lang semesteropgave sammen.

Unge mennesker der studere
Hvilken rolle har du i en studiegruppe? © Getty Images

2. I behøver ikke at være perleveninder

... men det skader ikke, at I kan godt sammen. 

I skal formentlig bruge rigtig mange timer sammen – både i læsesalen, men måske også i fredagsbaren. Så sørg for, at det ikke kun er arbejdsmæssigt, at I klikker – ellers kan det altså godt blive nogle hårde dage på læsesalen, hvis det kræver mere energi at small talke med din studiemakker end at studere. 

Så selvom I ikke behøver at være lige så tætte som Ross, Rachel, Chandler, Monica, Joey og Phoebe, så er det altså vigtigt for både din læring og din trivsel, at du har et godt socialt netværk på dit studie. Og her er studiegruppen altså en perfekt mulighed for at finde gode studievenner! 

Studiegruppe på læsesal
En god studiegruppe er den perfekte vej til at trives på sit studie! © Getty Images

3. Vær ærlige overfor hinanden

Vi har alle forskellige idéer om, hvordan en studiegruppe skal fungere. For nogle er det udelukkende et læringsværktøj, for andre er det rent socialt og for nogen er det måske lige midt i mellem. Derfor: forventningsafstem, forventningsafstem, forventningsafstem!

Hvad ønsker I af hinanden? Hvad har I af behov? Hvordan kan I godt lide at arbejde? Og hvor mange timer, ønsker I at lægge i det? 

Hvis I har snakket om disse ting på forhånd, kommer der ikke nogen sure overraskelser – og samarbejdet vil gå meget lettere, når I kender hinandens finurligheder og særlige behov på forhånd. 

Skulle der opstå lidt konflikter på et tidspunkt (lad os være ærlige, lige meget hvor god en studiegruppe er, er det altså ikke altid lutter lagkage), er det også en stor fordel at have snakket om disse ting på forhånd. Et lille tip: medbring altid snacks, hvis I skal løse en lille konflikt. Så går samtalen ofte lidt nemmere. 

Piger der snakker
Hvis I er ærlige omkring jeres ønsker og behov, vil samarbejdet gå meget lettere. © Getty Images

4. Sørg for, at I har samme ambitionsniveau

Selvom vi lige har skrevet, at modsætninger mødes, er der altså også nogle parametre, hvor det er ret godt at være enige! Og det er i forhold til ambitionsniveau (og yndlingssnacks! Det er også vigtigt!). 

En af måderne hvorpå I kan gå mest skævt af hinanden i en studiegruppe er, hvis I har forskellige ambitionsniveauer. For hvis du stræber efter topkarakter, men resten af gruppen er godt tilfredse med at bestå, kan det godt skabe en del konflikter – og tro os, du ønsker ikke at stå alene med den arbejdsbyrde, det kræver at hive en opgave fra et 02 op til et 10- eller 12-tal.

Er du allerede havnet i den situation? Så find ud af, hvad du gør, hvis der er en i studiegruppen, der slacker for meget.

Pige der smiler
Tænk over, hvad dit ambitionsniveau er på studiet – det behøver ikke nødvendigvis at være topkarakterer!© Getty Images

5. Husk hyggen!

Studiet fylder rigtig meget, når du er i gang med en uddannelse, så sørg for at finde en studiegruppe, der er klar på lidt hygge! Så bliver det altså bare lidt nemmere at komme igennem slutspurten på en lang gruppeopgave, hvor I skal arbejde i døgndrift for at få den færdig inden afleveringsfristen (ja puha, vi bliver helt trætte ved tanken). 

Del lidt lækre snacks, mens I arbejder, hent kaffe sammen og (nok vigtigst af alt!) del en pizza eller snup en øl, når I har afleveret en opgave, bestået en eksamen eller hvis I bare vil fejre, at I har fået tærsket jer igennem første kapitel af jeres enormt tykke pensumbog – alle sejrer tæller!

Unge der spiser pizza
Siger du pizza og hygge efter forelæsningen? JA TAK! © Getty Images

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Du vil (garanteret) også kunne lide