Kvinde der studerer
Bliv sikker på om udveksling er noget for dig eller ej. © Getty Images

6 spørgsmål, du bør stille dig selv, inden du søger udveksling i udlandet

Der er måske mere, du skal tage stilling til, end du tror

2. maj 2019 af Amalia Kristiansen

Det kan være, at du går og overvejer at smutte et halvt år på udveksling under din uddannelse. Og helt ærligt – det lyder da også tiltrækkende at spendere et semester et sted, hvor vejret er godt, drinksene er kolde og skolebøgerne (måske) kan give noget anderledes end det, de giver herhjemme.

Men det er en stor beslutning, og den kræver en del overvejelse. Hvis du har brug for, at der er styr på tingene, så er det en god idé at stille dig selv et par spørgsmål, inden du sender din ansøgning til udveksling afsted. 

Der er nemlig mange ting, som du skal have in mente, inden du begiver dig på et eventyr, som du med sikkerhed sent vil glemme. 

Vi har samlet seks spørgsmål, som du med fordel kan stille dig selv, inden du beslutter dig. 

Venner på udveksling
Udveksling kan give dig venskaber rundt omkring i verden. © Getty Images

1. Er jeg klar til at undvære familie, veninder og kæreste?

Du skal gøre op med dig selv, om du er klar til at mærke savn og hjemve, for det er følelser, som helt sikkert vil opstå, når du pludselig ikke har din kæreste til at nusse dig i søvn eller din mor til at trøste din (eksamens)stressede skulder. Hvis du tænker, at FaceTime kan klare det meste af savnet, så virker det til, at du er godt på vej. 

2. Hvor langt vil jeg væk?

I forbindelse med om du kan undvære veninder, familie og kæreste, kan det være en idé at overveje, hvor langt du gerne vil rejse væk. Hvis du tager udveksling i Barcelona, er der måske en større chance for, at de kommer at besøger dig, end hvis du smutter seks måneder til New Zealand. 

Du skal i hvert fald søge det, du tænker, passer til dig og dine ønsker i forhold til universitet. 

Kvinde der skal til at flyve på udveksling
Udveksling vil med sikkerhed give dig nogle oplevelser, som du sent glemmer. © Getty Images

3. Hvad gør jeg med bolig?

Et er, hvad du gør med bolig, når du kommer frem. Du kan med fordel undersøge, om universitetet har et campus, hvor du kan bo. En god idé er også at spørge andre, som tidligere har været der på udveksling. Det kan nemlig være, at de har gode kontakter eller gode tips.

Noget andet er, hvad du gør med din bolig herhjemme. Hvis du har egen lejlighed, er det en god idé at finde ud af, om du kan leje den ud (og om du har lyst til det). Hvis ikke du vil leje den ud, skal du være sikker på, at din økonomi kan klare det, så du ikke pludselig står i Australien og ikke kan komme hjem, fordi Hr. Bankmand har lukket for det varme vand.

Hvis du bor på et værelse, er det også en god idé at finde ud af, om du kan fremleje værelset i perioden, og om det vil være der til dig, når du kommer hjem igen. Det er nemlig heller ikke særlig rart at komme hjem fra seks måneders eventyr og være hjemløs.

Kvinde der studerer
Der er rarest at tage på udveksling, hvis du har styr på din bolig. © Getty Images

4. Hvilket sprog skal de tale?

Du tænker måske, at det er unødvendigt, hvis du alligevel skal studere på engelsk, men det kan altså være en god idé at skænke det en tanke alligevel. 

Hvis du har planer om at forbedre dit engelske og dit tyske, så er det nok en god idé at vælge et land, hvor de taler tysk. Hvis du også gerne vil sludre med de lokale, skal du måske også overveje, hvor gode de er til engelsk, der hvor du gerne vil hen. 

5. Er jeg klar til at være openminded?

Når du skal studere i et andet land, må du være forberedt på de kulturelle forskelle. De er selvfølgelig meget forskellige alt efter, hvilket land du tager til. 

Det er dog nødvendigt, at du er åben over for både nye kulturer, nye måder at studere på og ikke mindst nye mennesker, uanset hvilket land du kommer til. Hvis det er skræmmende at møde så mange nye mennesker, har vi 40 spørgsmål, som du kan stille en, du gerne vil lære bedre at kende

Kvinde i udlandet
Kulturelle forskelle på udveksling i udlandet kan ikke undgås. © Getty Images

6. Er opholdet betalt af min skole? 

Økonomi er en væsentlig faktor, når du overvejer udveksling. De fleste universiteter har samarbejdsaftaler, så du ikke selv skal betale for skoleopholdet, men derimod blot for bolig, mad og fornøjelser. Det i sig selv kan dog godt være en stor udgift, og det er dyrere at bo nogle steder end andre, så det er generelt en god idé at have styr på økonomi, inden du søger.

Hvis dit universitet derimod ikke har en samarbejdsaftale med universitetet, skal du selv betale for selve skoleopholdet, og det kan godt blive rigtig dyrt. Undersøg derfor hvilke universiteter din uddannelse har samarbejdsaftaler med.

Der findes dog flere organisationer, som hjælper studerende økonomisk ved blandt andet legater. Derudover kan du, hvis du søger udveksling i Europa, søge Erasmus, som giver dig økonomisk støtte, mens du er afsted. 

Erasmus er et uddannelsesprogram mellem EU's medlemslande, der skal gøre det lettere for studerende at tage en del af deres uddanelse i udlandet – blandt andet via økonomisk støtte. Du kan dog kun søge Erasmus, hvis du vælger udveksling i Europa. 

Kvinde der sidder på sin iPad
Undersøg hvilke muligheder du har for økonomisk støtte til din udveksling. © Getty Images

7. Hvad er mit formål med udveksling?

Hvis du overvejer at tage afsted, er det en god idé at overveje, hvad dit formål med udveksling skal være. Er det, fordi du gerne vil blive bedre til engelsk? Specialisere dig indenfor dit fag? Eller gøre dit CV helt unikt? Uanset hvad, så er det en god idé at have nogle forventninger, så du ved, hvad du går ind til, inden du tager afsted.

8. Gider jeg at bruge alt den tid på det? 

Det er ikke nemt som ingenting at få lov til at tage afsted på et udvekslingssemester. Det kræver tid at skrive en god ansøgning, søge legater og undersøge mulighederne for bolig og fag. Du skal derfor gøre op med dig selv, om du gider at bruge tiden på det (og mindre tid på vin med veninderne), allerede inden du planlægger at skulle afsted. 

Du skal også overveje, om du kan nå at spare lidt penge op, inden du tager afsted. Du kan selvfølgelig få sin SU med, men du har måske ikke mulighed for at tjene penge ved siden af din SU, mens du er afsted. 

Kvinde der læser til eksamen
Hvis du kommer afsted, er der dog mulighed for at læse til eksamen mange lækre steder. © Getty Images

Udveksling giver uforglemmelige oplevelser

Hvis du efter at have stillet dig selv de spørgsmål fortsat tænker, at seks måneder med nye oplevelser, eksamen i udlandet og (måske) venner for livet er noget for dig, så er der ikke noget, der hindrer dig.

Du vil med sikkerhed få nogle oplevelser, som ingen af dine andre studiekammerater får, og dem kan du bruge i fremtiden, når du skal søge job eller trække på din erfaring.

Uanset hvad du finder frem til er det rette for dig, så husk at det skal være en god oplevelse og ikke noget, som du stresser alt for meget over. 

Vi ønsker dig held og lykke med studiet!

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori