Blå studenterhue, røde roser og et glas champagne
Studenterhuerne kommer i mange former og farver.© Getty Images

Her er alle reglerne for studenterhuen, du skal kende, når du begynder at bælle øl

Lad os lige få styr på reglerne for studenterhuen én gang for alle

26. februar 2020 af Zenia Andine Kehlet

Med studenterhuen på hovedet betyder pjusket og utjekket hattehår pludselig knap så meget. Studenterhuer kommer i mange farver, og uanset om din hue er rød, blå eller en helt tredje farve, så skal du have styr på reglerne, der følger med huen. Så lad os lige sørge for, at du også husker alle reglerne, der findes for studenterhuen. 

Det kan være svært at holde styr på de mange regler, du skal kende, når du får studenterhuen på. Derfor har vi samlet reglerne for studenterhuen til dig her.

Studenterhue-regler: Held og uheld

  • Du må ikke bære studenterhuen, før du er blevet student – det bringer uheld.
  • Foret i studenterhuen skal selvfølelig prydes med hilsner fra klassekammerater og venner – det bringer held.
  • Klassekammeraterne skal skrive deres navn i huen – det bringer held.
  • Dine bedste venner og veninder skal bide i skyggen af huen, så deres tandsæt kan ses – det bringer held. 
Røde studenterhuer med sort og hvid for
Foret skal fyldes med venners autografer.© clseifert.dk

Studenterhue-regler: Druk 

  • Største huemål skal give en kasse øl til klassen.
  • Mindste huemål skal give en kasse øl til klassen.
  • Højeste karaktergennemsnit skal give en kasse øl til klassen.
  • Laveste karaktergennemsnit skal give en kasse øl til klassen.
  • At kaste op koster et hak i skyggen.
  • Drikker du en hel kasse øl inden for 24 timer, må du sætte en ølkapsel fast som kvast på huen.
  • Skadestuebesøg betyder, at skyggen skal klippes af.
  • Tisser du i bukserne grundet dit alkoholindtag, skal du bruge huen som ølkrus. 
  • At se en solopgang, efter du har drukket en kasse øl, giver dig lov til at klippe en trekant ovenpå en firkant.

Studenterhue-regler: Kærlighed

  • Du må klippe en firkant i huen, hvis du kysser med en, du ikke tidligere har haft et forhold til.
  • Frække aftaler skrives i studenterhuens svedrem.
  • Scorer du mere end fem telefonnumre på en aften, så skal det hvide yderbetræk vendes, så kokarden sidder i nakken.
  • Scorer du en lærer, skal det hvide yderbetræk pilles af.
  • Scorer du en sygeplejerske i forbindelse med indlæggelse grundet alkoholindtag, skal hageremmen af.
  • Kysser du med en person af samme køn, skal kokarden vendes på hovedet.
  • Scorer du en af samme køn, skal kokarden fjernes helt.
  • Kæresten eller elskerens navn skal stå i midten af foret sammen med sidste eksamenskarakter. 
  • Sex med din kæreste med studenterhuen på betyder, at du skal klippe et hjerte i svedremmen.
  • Sex med studenterhuen på betyder, du skal klippe et lyn i svedremmen. 
  • Slår din kæreste op med dig, skal metalknapperne på siden skæres af.
To røde studenterhuer. Kongehuen og kongehuen+
Studenterhuer lige efter smag og personlighed© clseifert.dk

Andre regler

  • Din sidste eksamenskarakter skal skrives indvendigt i midten af studenterhuen.
  • Hopper du nøgen i vandet, kun med studenterhuen på, må du klippe en bølge i svedremmen i huen.
  • Hvis du dumper en eksamen, skal du bruge hageremmen (brug den alligevel på studenterkørslen, og vær sikker på at få den med hjem igen!).
  • Får du 12 i din sidste eksamen, skal du løbe efter vognen indtil første stop.
  • Lav et hak i svedremmen for hver fest, du har været til, som har varet indtil solopgang.
  • Har du været vågen i 24 timer, skal du vende huen rundt, så den sidder omvendt. 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.