Chandler i Venner med laptop
Kigger du også på din BA sådan her?© Bright/Kauffman/Crane Productions, Warner Bros. Television

20 ting, du helt sikkert kender, hvis du er i gang med at skrive din BA

Den altoverskyggende glæde ved at lave 1.5 linjeafstand – og der pludselig er 10 sider mere

28. april 2020 af Amalie Remmer Kildebro

1. Du har ikke rigtigt bemærket karantænen. Du skulle ligesom isolere dig selv alligevel.

2. Du er ved at glemme, hvordan dine venner ser ud…

3. Din bachelor-makker og dig bor nærmest sammen nu. Sådan er det bare.

4. Din vejleder er din bedste ven og værste fjende på samme tid. Hvordan er det overhovedet muligt?

5. Videnskabsteori bliver aldrig sjovt. Mere behøves der ikke siges i den sag.

6. Du kan virkelig relatere til Alene i Vildmarken. Alene, forvirret, mangler hjælp og værktøjer – og så får du ikke ordentlig mad.

7. Enten er du helt oppe at køre og får skrevet fem sider i timen, ellers gemmer du dig under dynen og ser reality-tv flere dage i streg.

8. Snacking-niveauet er højt, men joggingbuks-niveauet er endnu højere.

9. Overspringshandlinger er REAL! Lige pludselig har du set tre sæsoner af Venner, bagt et surdejsbrød og sorteret alle dine sko efter farve.

10. Du er så tæt på at kunne se lyset for enden af tunnelen, men har aldrig overvejet så seriøst at droppe ud.

11. Spontane lure er nu officielt en sport for dig, og du er faktisk ret god til det – hvis du selv skal sige det.

12. Mad, mad, mad – bedre venner får du ikke, eller jo, måske kun overgået af Wolt-manden, der kommer med din take-away.

13. Du har en vild trang til at rengøre hele hjemmet. Og alt skal gerne sorteres i bedste Marie Kondo-stil.

14. Den altoverskyggende glæde ved at lave 1.5 linjeafstand, og der pludselig er 10 sider mere – det slår altså regnbueis og hvidvin.

15. I starten af bachelorprojektet skriver du ½ side om dagen. Ugen inden aflevering skriver du 10 sider om dagen.

16. Du har aldrig været mere bange for, at din computer går død. Men du har stadig ikke lavet en backup. 

17. Du bliver enormt stresset, når du snakker med dine venner, da de selvfølgelig er nået meget længere end dig – som altid. Argh!

18. Den konstante dårlige samvittighed. Du burde jo bruge alle døgnets timer på din opgave!

19. Du er imponeret over, hvor mange stavefejl et menneske kan lave på en dag og dernæst ikke opdage dem.

20. Er det mandag eller torsdag? Nobody knows… 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.