Kvinde har online middag
"Skåååål!" "Vent, hvorfor kan jeg ikke se jer?" "Hallåå? Hallå er I der??"© Getty Images

1 år med lockdown: Her er 18 ting, vi aldrig havde troet, vi ville gøre

Online middag med vennerne? Det er da helt normalt!

11. marts 2021 af Sarah Østbjerg

1. Synge med på DR fællessang. Vores fredag tog en ret kraftig drejning, da den gik, fra at vi stod på klubben og skrålede med på et Martin Jensen-remix, til vi sad i sofaen og sang til Phillip Fabers klaverspil.

2. Holde en surdej. Okay, måske når vi blev ældre, men vi havde aldrig troet, at vores surdej ville komme til at betyde så meget for os. Vi mener, det er jo dagens højdepunkt, når den skal fodres.

3. Lære at smize. Mundbind har fået os til at forstå, hvad Tyra B. mener, når hun siger, at det hele handler om at smile med øjnene.

4. Gøre håndsprit og håndcreme til en fast del af vores hverdagsrutine. Vi har sprittet og vasket hænder til de sprækkede, hvilket har resulteret i, at vi har brugt for et halvt madbudget på håndcremer – en til tasken, en til kontoret, en til badeværelse, en til køkkenet... Aldrig gå ned på håndcreme.

5. Blive forargede, når folk gav hånd til hinanden. Har de mon husket at spritte hænderne?

6. Trodse kulde og regn for en gåtur. “Der findes ikke dårligt vejr, kun dårlig påklædning,” har virkelig fået en ny betydning for os, for vi gør meget for en kaffe i selskab med vores veninder!

7. Holde virtuel fredagsbar. For ikke at tale om alle de virtuelle middage, brætspilsaftener og vinaftaler, vi har haft.

8. Overanalysere tv-programmer, film og serier. Spørgsmålene melder sig hurtigt, når der er mange mennesker samlet, og de står liiiidt for tæt. Er det mon optaget før Corona? Og gav de lige hinanden et kram!?

9. Gå mere i joggingbukser end i jeans. Og en hel uge uden makeup, hvem skulle have troet det?

10. Få timer til at gå med at lægge puslespil. 5000 brikker, siger du? Vi er klar!

11. Tilbede fastelavnsboller, som var de noget helligt. Er det bare os, eller var vi ekstra hypede omkring fastelavnsbollerne i år?

12. Lave et skumspejl. Og det er altså bare ét af de (mislykkede) gør-det-selv-projekter, vi kastede os ud i det seneste år.

13. Opleve vores skærmtid være så høj. Men helt ærligt det skyldes ikke kun alle de serier og film, vi har set, men også at vi sad klistret til skærmen, når der var pressemøder. For ikke at nævne alle zoommøderne!

14. Tilbringe flere timer inden for hjemmets fire vægge end uden for. Vi har da i hvert fald fået noget for huslejen! Og det kan formentlig også forklare de mange skøre gør-det-selv-projekter og den høje skærmtid.

15. Begynde at strikke. Vi regnede altså ikke med at vi skulle skubbe vores mor af (strikke)pinden, før vi selv havde rundet de 50...

16. Være til eksamen eller jobsamtale direkte fra sengen. Og uden bukser på!

17. Sætte SÅ meget pris på et sommerhus. Vi ser lige så meget frem til den månedlige sommerhustur, som vi plejede at gøre til den årlige rejse til Sydeuropa.

18. Finde ro i en weekend helt uden planer. Før ville vi blive febrilske ved tanken om en tom weekend. Nu synes vi, det er dejligt at slappe af og komme ned i gear.

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.