Jasmin og Ariel Disney
Hvordan kan hun have så smukt hår, når hun bruger en gaffel som børste?© Walt Disney Pictures

12 ting, Disney har givet os urealistiske forventninger til

Prinsen på den hvide hest er desværre aldrig fulgt med vores skokøb

6. oktober 2020 af Ida Storm Frøslev Hansen

Her på Woman-redaktionen elsker vi Disney – vi har grint og grædt til alle de store klassikere, og vi har siddet yderst på stolen, når de nye Disney-film skulle ses og bedømmes: “Er de nu helt lige så gode som de gamle”? Svaret er ja, Disney skuffer bare aldrig.

Det troede vi i hvert fald! Men som vi er blevet ældre, er det langsomt gået op for os, at livet på INGEN måder minder om en eventyrlig Disney-film! Herunder har vi samlet 12 ting, Disney har givet os urealistiske forventninger til. 

1. Hår. Hvordan kan samtlige Disney-prinsesser have stort, voluminøst, smukt hår, der aldrig rør sig ud af flækken? Og ikke nok med det – de bruger ikke engang timer foran spejlet for at få deres lokker til at sidde. Ariel redder sit perfekte hår med en gaffel. EN GAFFEL!

2. Dyr. I Disney-film er der altid en mus, der lige syr dig en kjole, en drage, der hjælper dig med at komme ind i hæren, eller to fugle, der sætter bånd i dit hår. Nå ja, og så kan de alle sammen tale. Vores marsvin Tulle svarede ikke engang tilbage, når vi talte til hende. Meget skuffende. 

3. Bolig. “Nå, hvilket slot bor du I?”, “Jamen jeg bor i paladset under vandet, hvilket bor du i?”, “Jamen jeg bor I det med kuplerne, du ved, det i Arabiens Land!” Okay, vi går bare hjem i vores 1-værelses lejlighed, det skal I ikke tænke på. 

4. Talje. Jasmins hår er seriøst tykkere end hendes talje. Spoiler alert – det er vores simpelthen ikke.

5. Mænd. Altså hvor mange har du mødt, der havde en kæbelinje som Prins Erik? Eller John Smith? Eller Phoebus? Vi kunne blive ved. 

6. Vi er ikke hovedkarakteren i alles liv. Et faktum, der stadig er svært at sluge! Men desværre er vores veninder, kærester og forældre tilsyneladende hovedkaraktererne i deres eget liv? Lidt uforskammet, hva'?

7. Ingen bryder ud i sang. I den virkelige verden ville vi bare blive kategoriseret som “hende den mærkelige”, hvis vi brød ud i sang til et møde på arbejdet. 

8. Make-up. Prøv at tænk, hvis du kunne sove i 100 år og vågne op med lige så perfekt mascara som Tornerose? Når vi har sovet med mascara en enkelt nat, har vi mistet tre øjenvipper, fået mascara hele vejen ned på kinderne, og hvis vi er rigtig heldige, har vi også erhvervet os et solidt bygkorn. 

9. Kærlighed ved første blik. Jo mere vi tænker over det, var det måske ikke helt cool, at Prins Philip kyssede en sovende Tornerose, selvom han kun havde mødt hende EN gang i hvad... Tre minutter?! Tornerose virker noget mere cool med det, end vi ville have været, for som hun selv siger – kærlighed ved første blik...

10. Stedmødre. Der var KRISE i folkeskolen, når nogens forældre blev skilt. Fordi det var sørgeligt? Njah. Fordi de potentielt ville få en stedmor? JA! For stedmødre er onde. Det ved alle jo! 

11. Optimisme. “Få en fremmed til at blive forelsket i mig på tre dage uden at jeg må sige noget overhovedet? No problem!”

12. Sko. Askepot viste os, at et par nye sko kan ændre dit liv! Men det er simpelthen ligegyldigt, hvor mange par nye sneakers vi har købt, så har vores livs kærlighed bare aldrig fulgt med i prisen. Vi bliver ved med at købe lækre sko til den dag det sker!

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.