Kvinde uden stedsans er faret vild i skoven
Har du også dårlig stedsans? © Getty Images

16 ting, der sker for os uden stedsans

Hvordan andre finder vej uden problemer, er en gåde!

15. maj 2023 af Tine Sandorf

1. Du udgør en sikkerhedsrisiko for trafikanter omkring dig. For det er aldrig til at vide, hvornår du laver et pludseligt u-sving eller en hård opbremsning, fordi du indser, at du måske (det er jo svært at vide med sikkerhed!) er på gale vej. 

2. ‘Ej, jeg vidste slet ikke, at der lå en Netto her?!’ er en af mange forbavsende opdagelser, du kan gøre dig på en tur rundt i dit lokalområde – også selvom du har boet der de sidste fem år.

3. Du frygter kontrollører – for det er ikke kun sket én gang, at du er kommet til at køre for langt med offentlig transport uden at opdage det. Ikke så heldigt.

4. Du ville ønske, at du havde en slags førerhund! Men i stedet for at være dine øjne skulle den være din trofaste vejviser.

5. Du kommer aldrig i mål med shoppeturen, for når du går ud af en butik, drejer du samme vej, som du kom ind.  

6. ‘Ligger Frederikshavn ikke på Sjælland?!’ eller noget i den stil ryger lidt for tit ud af din mund. Geografi er nemt! 

7. Du går i panik, hvis din gps ikke virker. HJÆLP! 

8. Taxachauffører kan tjene godt på dig, for du har ingen idé om, om de tager den lange vej.

9. Du navigerer efter pizzeriaer og tøjbutikker i stedet for vejnavne. Det er da meget nemmere at forstå, når nogen siger ‘drej til højre, når du kommer til stedet med den gode salatpizza, og fortsæt ligeud, indtil du kommer til den der butik, hvor jeg købte min sølvfarvede nytårskjole’, er det ikke?

10. Du har det bedst med at følges med andre til fest, for så er der i det mindste en chance for, at du når frem før desserten.

11. Du prøvekører ruter, søndagen inden du skal starte på et nyt arbejde. Det er sådan et dårligt førstehåndsindtryk at komme en time for sent første dag.

12. Du får et tomt blik i øjnene, mens du kommer med lange jahh, uhm og okaaay’er, når folk prøver at forklare dig en rute, som du skal forestille dig i hovedet. Hvornår lærer de, at det er spild af tid?!

13. Din dårlige stedsans er den største årsag til, at du kommer for sent ... Og du bruger den også som undskyldning, når der i virkeligheden ligger en anden grund bag.

14. Du får nervøse trækninger og ondt i maven, når du er i en helt fremmed by på egen hånd.

15. Selv en app som Rejseplanen kan være forvirrende for dig. Hvordan skal du nogensinde finde det busstoppested? Hvorfor skal det være så indviklet?!

16. Din bedste ven er Google Maps. Hvordan levede du overhovedet uden engang?