Anmeldelse: Nyd fænomenale Fassbender i melankolske 'Macbeth'

Lyder det meget finkulturelt? Det er det også! Men det er også smukt

17. december 2015 af Maria Rothmar

‘Macbeth’ er langt fra en ny historie. Fortællingen om en både modig og grusom konge, der bliver offer for sine egne ambitioner, blev skrevet af selveste Shakespeare i starten af 1600-tallet.

Siden da har den været opført på et hav af teatre og er blevet filmatiseret et utal af gange. I denne nyeste udgave er det den altid dygtige og lækre Michael Fassbender (som blandt andet er rygtedes til at kunne blive den næste James Bond), der spiller titelrollen. Hans hustru, Lady Macbeth, er franske Marion Cotillard, kendt fra blandt andet ‘Inception’ og ‘The Dark Knight Rises’. 

Lad det være sagt med det samme: Du skal holde af både teaterstykker og Shakespeare-engelsk for at nyde denne film. Producenterne har valgt at beholde den oprindelige dialog, hvilket giver en poetisk smuk dimension til fortællingen, men også i dén grad kræver, at du er opmærksom, hvis du skal have alle aspekter med.

Kan du ikke se gaven i teaterstemningen og det tunge sprog, vil du nok synes, at filmen er lidt kedelig. Tempoet er roligt, og scenerne føles ofte som noget fra en teaterscene. Vi kommer helt tæt på de drabelige sår, blodsudgydelserne, de intime samtaler, tårerne, vreden og vanviddet. 

Men både de to hovedroller og de få, men vigtige biroller, bliver spillet fuldstændig fænomenalt. Især Michael Fassbender formår at få os til at føle sympati med ham, selvom han flere gange opfører sig både utilregneligt og direkte grusomt på grund af sin tiltagende paranoia og sindssyge. Marion Cotillard er smuk, stærk, manipulerende og sårbar på samme tid, hele vejen til den uundgåeligt bitre ende.

'Macbeth' er ikke en feelgood-film. Det er heller ikke en actionpræget blockbuster eller rendyrket underholdning, du kan se med et halvt øje, mens du slubrer cola og roder i slikposen. Det er kunst på film med alt, hvad det indebærer af tung tankevirksomhed, koncentration, vidtstrakte følelser og smukke billeder.

Hvis du ikke er til den slags, vil du kede dig gudsjammerligt. Hvis det derimod taler til dig, er det en film, der vil sidde i dig længe, og som du med stor sandsynlighed vil elske resten af dit liv.

4 ud af 6 stjerner

‘Macbeth’ får premiere 17. december.