Puttetid. Godt op med dynen, bamserne side om side i sengen og så en højtlæsning af yndlingsbogen af mor eller far. Det var den bedste måde at afslutte dagen på som barn, og vi vil så gerne give den hyggelige putning videre til vores egne børn.
Derfor har vi her samlet 14 børnebøgsuniverser, vi husker fra vores egen barndom, så vi (forhåbentligt) kan lulle vores børn i søvn til en hyggelig fortælling om Peddersen og Findus, Alfons Åberg eller en af den andre gode, gamle klassikere.
1. Halfdans ABC
En klassiker fra 1970'erne, der lærte os om rim, remser og bogstaver – på den sjov måde!

2. Totte-bøgerne
Totte bager, Totte bader, Totte bygger, Totte er lille, Totte hos lægen. Ja, Totte har været igennem lidt af hvert, og vi lyttede også (utroligt nok) koncenteret med, når vores forældre læste højt, at Totte ryddede op.

3. Peddersen og Findus
Fortællingen om manden Peddersen og katten Findus var helt klart en af favoritterne på bogreolen derhjemme. Det spøjse makkerpar havde både en pandekagedag, var på rævejagt, tog på camping og meget mere.

4. Alfons Åberg
En anden karakter, der forevigt vil have en plads i vores hjerter, er Alfons Åberg. Vi lyttede troligt efter, når der blev læst højt om ham og faderen Bertil, og heldigvis for os (og vores forældre) fandtes der mange bøger i serien om den lille, nysgerrige dreng.

5. Mis med de blå øjne
Lidt uhyggeligt billede af Mis, nu hvor vi ser det som voksne, men det ændrer altså ikke på, at Mis med de blå øjne blev læst højt for os tusindvis af gange som børn.

6. Hvordan elefanten fik sin lange snabel
Husker du det? Vi kan afsløre, at der også er en krokodille med i den berømte fortælling...

7. Palle alene i verden
Palle drømmer om at være helt alene i verden, og på en måde forstår vi ham godt.

8. Hvor er Plet?
At hjælpe hundemoderen Sara med at finde sin hundehvalp Plet var en af de sjoveste bøger, vi var med til at læse som børn. Vi skulle nemlig åbne døre og løfte låger i bøgerne om Plet – som vaskeægte detektiver!

9. Peter Pedal
Ingen liste om gamle børnebogsklassikere uden den famøse Peter Pedal! Den lille, nysgerrige abe vil for evigt have en plads i vores hjerter.

10. Den Lille Prins
Den populære og poetiske fortælling om ensomhed, livet og døden. Den handler om en pilot, der er strandet i ørkenen, som møder en lille prins fra en fremmed planet.

11. Rasmus Klump
Rasmus, Pengu, Skæg og Pelle! Der findes en lang række bøger om Rasmus Klump, og når vi som børn fik læst fortællingerne højt, følte vi os klart som en del af den hyggelige vennegruppe.

12. Folk og røvere i Kardemomme By
Folk og røvere i Kardemomme by handler om de tre røvere Kasper og Jesper og Jonathan, der er kendte for at skabe ravage i byen. Bogen er fyldt med sjove sange og fortællinger, der bare venter på at blive læst højt.

13. Lange Peter Madsen
Længe før den forfærdelige og sandfærdige historie om Peter Madsen, der er idømt livsvarigt fængsel for mordet på Kim Wall, kendte vi en anden Peter Madsen. Nemlig Halfdan Rasmussens Lange Peter Madsen, hvor vi i børnebogen af samme navn med rim og remser får forklaret, hvorfor Peter Madsen er så lang.

14. Mumitroldene
Pixibøger var og er et hit. Og især dem om Mumitroldene og Lille My!
