Channing Tatum
Channing Tatum udgiver børnebog© WENN

Channing Tatum udgiver børnebog og dedikerer den til sin datter

Den bog måtte han gerne læse for os!

3. september 2020 af Henny Müller Dahl

Channing Tatum har de seneste mange år været et velkendt ansigt i Hollywood, hvor han efterhånden har beriget rigtig mange film med både sine skuespillertalenter og ikke mindst sin flotte overkrop. Men nu kan den populære herre – med det allerede lange bagkatalog – også skrive børnebogsforfatter på sit CV. 

Coronakarantæne satte gang i skrivningen

Lige som alle os andre har Channing Tatum været nødt til at finde på nye tidsfordriv under coronakrisen. Men mens vi andre har forsøgt os med puslespil og daglige motionsture til køleskabet, har skuespilleren været noget mere produktiv, og snart udgiver han altså billedbogen The One and Only Sparkella. 

Bogen handler om den lille pige Ella, der bliver drillet på første skoledag, fordi hun elsker glitter og går i sko, der skinner som diskokugler. Men hendes far lærer hende at elske sig selv og opfordrer hende til at udtrykke sig, som hun har lyst. 

Dedikerer bogen til sin datter

Siden corona ændrede hverdagen, har Channing Tatum brugt meget tid sammen med sin 7-årige datter Everly – og det har også været legeaftalerne på datterens værelse, der har været inspiration til den nye børnebog. Selv skriver den nyudklækkede forfatter, at hans største ønske er mere tid med datteren, og med bogen håber han på at inspirere andre fædre til at være sprede magi i deres døtres liv. 

Bogen udkommer dog først i maj 2021, så desværre må vi vente lidt endnu, inden vi kan få fingrene i den. Men er du helt utålmodig, kan den forudbestilles allerede nu.

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.