‘Star Wars’ – er det ikke kun noget for nørder/mænd/folk født før 1970? Jeg indrømmer, at jeg havde ligeså mange fordomme om de sagnomspundne stjernekrigs-film, som du sikkert har – men det var før, jeg så den nye film!
‘The Force Awakens’ er en fantastisk eventyrfilm om kampen mellem de gode og de onde på højde med andre episke film som ‘Ringenes Herre’ og ‘Avatar’. At den foregår i en galakse ‘far, far away’ er egentlig mindre væsentligt. Du behøver bestemt ikke være rum-fanatiker for at sætte pris på universet.
Næste vigtige spørgsmål er, om man behøver at være ‘Star Wars’-fanatiker for at elske filmen? Altså behøver man at have set de andre, så man kender karaktererne og handlingen? Og endnu engang er svaret ‘bestemt ikke’!
På en rigtig fin måde formår dette kapitel i rum-sagaen at forklare den indbyrdes relation karaktererne imellem, og det er egentlig alt, du behøver for at følge med. Den starter ikke et sted, hvor du sidder den første halve time og ligner et stort spørgsmålstegn – og den slutter ikke et sted, hvor du forlader biografen ligeså uforløst som en våd fuser af en nytårsraket.
I stedet byder den på to timer og et kvarters hæsblæsende, humoristisk og human underholdning forstået på den måde, at du virkelig kommer til at holde af karakterne og få sympati med dem – selv med (nogle af) de onde. Og så skader det heller ikke, at den helt store helt i denne episode er en ufatteligt sej kvinde, der beviser, at Katniss fra ‘The Hunger Games’ ikke er den eneste unge heltinde, der sparker røv.
Når kæresten spørger dig, om du vil med ind og se ‘Star Wars: The Force Awakens’ (og det gør han!), kan du altså roligt sige ja. Eller endnu bedre: Tag din veninde under armen, og lad jer blæse bag over af en af de mest spektakulære og underholdende film, der er udkommet i år.
6 stjerner
‘Star Wars: The Force Awakens’ får premiere 16. december 2015.