Disse Grey's Anatomy-nyheder gør os jublende lykkelige, men også lidt urolige

Vi krydser fingre for, at tallet 13 ikke bringer uheld i denne sammenhæng...

4. marts 2016 af Sara Møller Christensen

Du kan godt begynde at glæde dig, hvis du er fan af Grey's Anatomy (og hvem er ikke det?).

Der kommer nemlig en 13. sæson! Ja, du læste rigtigt: 13.!!!

Det bekræftede tv-selskabet bag serien, ABC, i går.

Og på den ene side giver de gode nyheder os lyst til at holde et vaskeægte ‘Meredith and Cristina-dance party’, men de gør os også en anelse bekymrede.

For det første: Kan serien virkelig blive ved med at holde niveau?

Vi husker, hvor galt det gik for eksempelvis Beverly Hills 90210  til sidst, og vi ved jo alle, at Meredith Grey er den nye Kelly Taylor, så vi er ikke helt trygge ved situationen.

Det skal siges, at vi i Danmark indtil videre kun har adgang til sæson 11 af Grey'ssom er en af de bedste serier på Viaplay, så vi ved faktisk ikke, hvor god eller dårlig sæson 12 er.

 

Vores anden store bekymring går på, om vi kan blive ved med at holde til at se serien. Grey's Anatomy har fået os til at tude flere gange, end vi kan tælle til, og hvis de slår flere hovedpersoner ihjel, vil det knuse vores hjerte.

Det er stadig ikke helet, efter det FRYGTELIGE UNÆVNELIGE, der skete i sæson 11.

Men hvem prøver vi at narre? Vi har selvfølgelig tænkt os at se med uanset hvad!