Kvinde der drikker shots
1, 2, 3, 4, 5 shots... Det kommer vi helt sikkert til at fortryde i morgen!© Getty Images

13 drønirriterende ting, vi ikke har savnet ved at gå i byen

Har du også krummet tæer over nummer 5 alt for mange gange?

24. september 2021 af Camilla Stubbe

1. Tømmermænd. Ondt i hovedet, kvalme, ingen stemme og generelt bare ubehag i kroppen. Det havde vi lykkelig glemt – og vi gør det ALDRIG igen (læs: indtil næste weekend).

2. At bruge alt for mange penge på drinks. 125 kroner for en G&T bliver hurtigt dyrt, når vi drikker et par stykker... Eller syv... Plus shots...

3. Dårlige drinks. Der er bare ikke noget værre end en rom og cola, hvor bartenderen har glemt halvdelen af cola'en. Så hellere en lunken øl.

4. At vågne op med resterne af natmaden. På hjemvejen skal vi altid lige forbi McD eller den lokale kebab. Det er dog knap så lækkert dagen efter, når vi vågner med resterne i sengen, og en udtørret, syltet agurk på kinden. 

5. De moralske tømmermænd. Når vi morgenen efter opdager, vi har lagt vores alt for fulde og virkelig pinlige danse-moves ud på story i går. Slet, slet, SLET!

6. At komme hjem og lugte af røg. Håret dufter i hvert faldet hverken af shampoo eller balsam mere.

7. Problemer med offentlig transport. Overfyldte busser og aflyste toge er bare det sidste, vi orker, når vi gerne vil hjem. Hvorfor sker det altid lørdag nat?

8. Alt for mange mennesker. Plejer vi altid at stå så tæt? Måske Corona har gjort os en anelse mere skeptiske over større menneskemængder.

9. Beskidte sko efter en nat på dansegulvet. De ender altid med at blive smurt ind i spildte drinks. Stakkels vores hvide sko, som aldrig bliver hvide igen...

10. At blive væk fra hinanden. Den ultra-lange samtale vi kan nå at have på Messenger i løbet af natten: “Hvor er duuuuu?”

11. Dårlige DJ's. Især når vi er taget i byen for at svinge træbenet. Men det er altså også virkelig en sjældenhed, at playlisten kan måle sig med vores “Party-Uartig”-liste på Spotify.

12. Trætheden, der trænger sig på inden midnat. Vi er måske blevet liiiidt for vant til at gå i seng før klokken 23 – “En vodka-Redbull, tak!”

13. Taxaen, der aldrig kommer. Når vi er trætte og bare gerne vil hjem, gider vi altså ikke stå og vente 45 minutter på en taxa – som alligevel oftest bliver taget lige foran næsen på os...

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Du vil (garanteret) også kunne lide