Eddie Redmayne som kvinde er perfekt – men det er resten af Den danske pige (desværre) ikke helt

Læs, hvorfor vi alligevel synes, du skal se filmen!

4. februar 2016 af Sara Møller Christensen

Siden vi fik at vide, at sidste års Oscar-vinder, smukke Eddie Redmayne, skulle spille med i en film om en dansk mand, der følte sig mere som en kvinde, har vi været begejstrede. En stor international film med ordet ‘Danish i titlen’, Eddie i hovedrollen og en masse scener filmet i København – det kunne da næsten ikke undgå at blive årets film, hva'?

Det kunne det så godt, viste det sig, da vi for nylig så filmen. Vores forventninger var skyhøje, og måske netop derfor kunne Den danske pige ikke undgå at skuffe en smule.

Men misforstå os ikke: Vi synes, du skal se filmen! Netop de ting, vi havde glædet os mest til – den danske vinkel og Eddie Redmayne i rollen som transkønnet – er mere end rigelig grund til at tilbringe to timer i biografsalens mørke.

Her vil du opleve en dybt splittet og dybt sympatisk Einar Wegener, som hovedrollen hedder, der kæmper med sine egne og samfundets forventninger, da det langsomt, men sikkert, går op for ham, at han er født som det forkerte køn. Han er en mand, der burde have været en kvinde – i 1930'erne vel at mærke.

Den forvirrende og frustrerende rejse oplever hans kone, Gerda, på nærmeste hold, alt imens hun kæmper med sine egne følelser. For hvad betyder det for hendes forhold til hendes elskede mand, at han ikke længere er netop det: en mand?

 

Eddie Redmayne og Alicia Vikander spiller blændende i rollerne som Einar og Gerda Wegener (selvom det set fra en danskers synspunkt er lidt mærkeligt, at de taler engelsk, når alle franskmænd i filmen taler fransk), og de vækker den sympati, som vi føler for hele den virkelige historie. 

En historie, der handler om mod og om retten til at være den, man er – uanset hvad andre, inklusive ens allernærmeste, tænker. Eftersom den er så vigtig at få ud, så tilgiver vi filmen for dens lidt langtrukne natur og for, at den rent handlingsmæssigt ikke tager de store chancer.

Den er præcis, hvad vi havde forventet og så alligevel ikke. For vi havde nok håbet at få endnu mere end en storspillende Eddie Redmayne og et par scener fra Nyhavn – hvor fascinerende de så end er.

4 stjerner

Den danske pige får premiere 4. februar