Eksklusiv filmtrailer: Se klip fra 'Mig før dig' – og en hilsen fra Jojo Moyes

Jojo Moyes sender en hilsen til os danske fans, der glæder os til filmatiseringen af hendes fantastiske bog

4. februar 2016 af Maria Denise Christoffersen

Ligesom hovedpersonen Louisa forelskede vi os i Will Traynor, da vi hulkede og smilede os gennem bogen Mig før dig. Så vi kunne dårligt være i os selv af glæde, da vi fik nyheden om en filmatisering – ovenikøbet med den lækre Hunger Games-skuespiller Sam Claflin i rollen som Will, og verdens sejeste dragemor Emily Clarke fra Game of Thrones i hovedrollen som Lou! En biograftur med papirlommetørklæder er med andre ord uundgåelig!

 

Hilsen til Danmark

Nu sender forfatteren af de populære bøger, Jojo Moyes, en videohilsen til de danske fans, som vi har fået lov at bringe helt eksklusivt til dig her på Woman.dk. Sammen med forfatterens hilsen er der klip fra filmen, som bare får os til at glæde os endnu mere, til at filmen rammer biograferne den 2. juni i år.

Kærligheden blomstrer

Mig før dig handler om den 26-årige Louisa “Lou” Clark, som bor i en lille landsby i England. Hun er sød, sjov og kreativ – men da hun bliver fyret fra sit servitricejob, ender hun med at få arbejde som handicaphjælper for den unge, rige bankmand Will Traynor. Will sidder i kørestol efter en ulykke, og det har taget hårdt på hans humør. Før han mistede føreligheden, var Will livsglad, succesfuld og fuld af fremtidsdrømme – men nu er han opgivende, vred og i begyndelsen ikke spor imponeret over sin nye ansatte, Lou! Men med sit farverige tøj, spacebuns-frisure og søde væsen viser Lou sig at være et skud livsglæde i sig selv – også for os læsere! Og vi kan slet ikke vente med at se historien bragt til live på det store lærred.

 

5 millioner bøger solgt

Mig før dig er blevet nomineret til “Book of the Year” ved den britiske Galaxy Book Awards, og bogen har solgt over 5 millioner eksemplarer på verdensplan. Der er også lavet en opfølger, som hedder Efter dig, men hvis du ikke har læst den endnu, skal du helt sikkert starte med Mig før dig... Hvis du er til romatiske bøger, så garanterer vi, at du ikke vil fortryde det!    

Vi tuder allerede

Efter at have set traileren fem gange, fået tårer i øjnene og grinet højt af vores computerskærme, glæder vi os i hvert fald helt vildt til filmatiseringen. Mon vi skal lægge os i kø allerede nu for at få billetter til premieren?

Se den eksklusive hilsen og filmtrailer her: