Er du klar til at krumme tæer? Bridget Jones er tilbage!

Hun er gravid. Men er hun stadig sjov? Læs vores anmeldelse her

15. september 2016 af Sara Møller Christensen

43 år. Det fylder Bridget Jones i starten af den nye – og tredje – film om hende, og hun er da også blevet tydeligt ældre.

Hun har helt tjek på jobbet, hun har helt tjek på garderoben, og hun er færdig med at knalde rundt med tilfældige.

Eller... det vil sige, at det troede hun, at hun var...

Ikke overraskende, eftersom filmens titel er Bridget Jones's Baby, bliver Bridget nemlig gravid – og hun aner ikke, om barnets far er gode, gamle (og stadig pivcharmerende) Mark Darcy eller den eksotiske amerikaner Jack, der spilles af Patrick Dempsey.

Ja, DEN Patrick Dempsey, som du kender og elsker som the one and only McDreamy.

Det er altså lidt af et dilemma, den gode Bridget befinder sig i, men et drømmescenarium for os tilskuere. Et af filmens højdepunkter er nemlig rivaliseringen mellem de to mænd, som de fleste af os ville give vores højre æggestok for at blive befrugtet af (eller er der noget med, at man ikke kan blive befrugtet, hvis man mangler en æggestok?).

Selvom Bridget er blevet voksen nok til at blive gravid, skal du dog ikke frygte, at hun er blevet for voksen til at gøre noget ekstremt pinligt. Der er både de helt klassiske ‘falde på røven’-scener og ‘sagde hun virkelig det’-scener. 

Og det ER sjovt, selvom latterkramperne ikke når helt samme højde som i den første og til dels også den anden film.

Historien er til gengæld knap så langt ude som 2'erens fængselsophold i Thailand, og du tager dig selv i at sukke efter den helt rigtige happy ending. 

Om du får den, må du selv gå i biografen for at se. Vi vil jo nødig spoile noget for alle jer Bridget Jones-fans derude, der har glædet jer til at se filmen.

Vi vil blot slå fast: Hvis du elsker Bridget Jones, tror vi ikke, du bliver skuffet! 

4 stjerner (ud af 6 mulige)

Bridget Jones's Baby har premiere 15. september.

Hvis du vil have flere nyheder om film og serier, er det her, det foregår.