Romantiske film | Two Night Stand | The Big Sick
© Apartment Two / Demarest Films / Flynn Picture Company / Apatow Productions / FilmNation Entertainment / Story Ink

6 seriøst gode chickflicks, du måske aldrig har hørt om

... Men vi ved, at du vil elske dem!

1. december 2017 af Sarah Lyster Nielsen

Der er simpelthen ikke noget som en god chickflick, når du skal tilbringe aftenen i selskab med Netflix, men lad os være helt ærlige; du har med garanti allerede set alle klassikerne, og selv om Clueless, Mean Girls og Bridget Jones’ Dagbog nemt kan tåle at blive set igen, så er det altså rart med lidt afveksling indimellem.

Derfor har vi samlet seks brandgode chickflicks, som du måske ikke engang har hørt om, men helt sikkert vil elske – så gør dig selv den tjeneste at se dem!

1. Two Night Stand (2014)

Megan sidder lidt fast, efter at hendes forlovede har slået op, så hun beslutter sig for at prøve et datingsite for at finde et engangsknald. Valget falder på Alec, og hun tager hjem til ham; aftenen går sådan set, som den skal – men dagen efter finder de ud af, at de er sneet inde, og at Megan ikke kan komme ud af lejligheden… Det lyder umiddelbart lidt akavet, og det er det også, men det dur!

2. What If (2013)

Hvis du er vild med Harry Potter, er du allerede lidt vild med What If, der har Daniel Radcliffe i hovedrollen som Wallace. Wallace har ikke været så heldig i sine tidligere forhold, så han har sat kærligheden lidt på standby – og det er så selvfølgelig her, han møder Chantry, som slår benene væk under ham. Hun er desværre optaget, så de bliver bedste venner i stedet for, men tanken om, hvorvidt de kunne blive til mere, spøger alligevel…

What if | romantiske film
© No Trace Camping / Caramel Film / Fastnet Films / Jason Frazier Enterprises

3. The Big Sick (2017)

The Big Sick starter meget a la de fleste andre romantiske komedier: Dreng møder pige, de bliver imod forventning vilde med hinanden – problemet er bare, at han kommer fra en indisk familie, der forventer, at han gifter sig med en indisk pige, og hans udkårne er pæreamerikansk.

Indtil nu kunne det være enhver anden romantisk film, men så kommer der et twist, som du helt hundrede ikke havde set komme, og det gør The Big Sick til en ret unik (og pissegod) film. Den er desuden løst baseret på en ægte kærlighedshistorie, nemlig Kumail Nanjianis, som også selv spiller hovedrollen.

4. Forelsket i New York (Begin Again) (2013)

Mark Ruffalo spiller en lidt afdanket musikproducer, som har lidt svært ved at få styr på job og familieliv. Han møder Gretta, som er blevet dumpet af sin musikerkæreste (som spilles af Maroon 5’s Adam Levine – haps!) og nu prøver at slå igennem med sin egen musik. De to kaster sig ud i et ret alternativt musikprojekt, som ender med at blive ret fedt – og filmen ender ikke helt, som du forventer. 

Begin Again | romantiske film
© Exclusive Media Group / Sycamore Pictures / Apatow Productions / Likely Story

5. Nick & Norah’s Infinite Playlist (2008)

Nick går i high school og er blevet droppet af sin kæreste for tre uger, to dage og 23 timer siden. Han har lidt svært ved at håndtere det – indtil han møder Norah, som kysser ham lidt ved et tilfælde, og de finder ud af, at de er musik-soulmates. Sammen prøver de at finde det flyvske band Wheres Fluffy?, og det fører til en lidt tumult rejse, som selvfølgelig er sød og romantisk – ingen overraskelse dér, men klart en film, der er værd at se.

6. Today’s Special (2009)

Today’s Special handler om Samir, som siger sit job som kok op, da han ikke får den forfremmelse, han havde forventet. I stedet sætter han sig for at finde et praktikophold i Paris, men da hans far får et hjerteanfald, bliver han nødt til at drive familiens indiske restaurant i Queens-området i New York – problemet er bare, at han altså ikke kan lave indisk mad. 

Der er selvfølgelig en sød pige involveret et sted i historien, men det er også en film om at finde noget passion – og så bliver du altså seriøst sulten efter god, indisk mad, når de udforsker det indiske køkken!

Today's Special film | romantiske film
© Inimitable Pictures / Sweet180

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori