The Hunger Games: The Ballad of Songbirds and Snakes
Vi glæder os til den nye Hunger Games-film. © Murray Close / Lionsgate

Den nye Hunger Games-film udkommer senere i år – her er 5 ting, vi ved om den

Du kender garanteret nogle af skuespillerne, som skal være med

10. maj 2023 af Henny Müller Dahl

I slutningen af april udkom traileren til filmen The Hunger Games: The Ballad of Songbirds and Snakes, som er den første Hunger Games-film siden 2015. Det er nemlig hele otte år siden, at vi sidste gang besøgte det dystopiske land Panem (hvor blev tiden af?!), og vores indre fangirls er ret vilde med, at det meget snart er tid til et gensyn. 

Den kommende film har nemlig premiere den 16. november 2023 – så der er altså kun et lille halvt år til. For at forkorte ventetiden lidt har vi her samlet alle de ting, vi ved om den nye film indtil videre. Læs med herunder. 

1. Filmen foregår inden de andre Hunger Games-film og omhandler især Coriolanus Snow 

The Hunger Games: The Ballad of Songbirds and Snakes fortæller historien om den unge Coriolanus Snow, som senere bliver den tyranniske præsident i Panem og som spilles af Donald Sutherland i de originale film. Det betyder, at den kommende film foregår inden de andre film, som vi kender – helt nøjagtigt foregår den 64 år forinden. Den nye film vil altså gøre os klogere på, hvordan dødslegene opstod og hele Panems sørgelige historie. 

Filmen foregår på et tidspunkt, hvor dødslegene har eksisteret i 10 år. Coriolanus bliver her valgt til mentor for den unge Lucy Gray Baird, som kommer fra det fattige 12. distrikt. Coriolanus er på en mission for at redde sin families ære og økonomi, og her går det op for ham, at han får brug for Lucy, hvis han skal klare opgaven. 

Udover at være mentor for Lucy bliver den unge Snow også hyret til at komme med idéer til at “forbedre” de brutale dødslege – og med forbedre menes der nok i virkeligheden forværre. Filmen vil altså vise, hvordan Snow endte med at blive en tyran, og hvordan han hjalp til med at udvikle det forfærdelige spil, som Katniss, Peeta og de andre karakterer blev kastet ud i 64 år senere. 

The Hunger Games: The Ballad of Songbirds and Snakes
Den nye film handler især om den unge Coriolanus Snow. © Murray Close / Lionsgate

2. Filmen er baseret på bogen af samme navn 

Bogen The Hunger Games: The Ballad of Songbirds and Snakes er skrevet af forforfatter Suzanne Collins, som også står bag de andre bøger i serien. Bogen blev udgivet i 2020, og den er indtil videre den seneste, forfatteren har skrevet. Vi er spændte på, om der mon kommer flere. 

3. Filmens instruktør har instrueret andre Hunger Games-film

Francis Lawrence, som instruerer den nye film, har nemlig også instrueret de sidste tre Hunger Games-film. Der er også andre fra de tidligere film, som er med i projektet – blandt andet to producere ved navn Nina Jacobson og Brad Simpson. 

4. Flere unge og andre mere rutinerede skuespillere er på rollelisten 

Hovedrollen som Coriolanus Snow vil blive spillet af 28-årige Tom Blyth, som indtil videre har medvirket i serier som Billy The Kid og The Gilded Age. Og 22-årige Rachel Zegler, som blandt andet har været med i West Side Story og High Note, skal spille Lucy Gray Baird. 

The Hunger Games: The Ballad of Songbirds and Snakes
Viola Davis er med i den kommende film. © Youtube: Lionsgate Movies: The Hunger Games: The Ballad of Songbirds & Snakes (2023) Official Trailer

En af de lidt ældre og mere velkendte skuespillere, som også skal være med i filmen, er Viola Davis, der skal spille den onde skurk Volumnia Gaul. Derudover kommer vi også til at se Peter Dinklage, som vi blandt andet kender fra Game of Thrones. Han skal spille rollen som Casca Highbottom, som angiveligt er den utilsigtede skaber af dødslegene, hvad end det betyder (kom han bare “til” at skabe dem? Kæmpe ups i så fald). 

The Hunger Games: The Ballad of Songbirds and Snakes
Peter Dinklage er en af de mere kendte skuespiller, vi møder i filmen. © Youtube: Lionsgate Movies: The Hunger Games: The Ballad of Songbirds & Snakes (2023) Official Trailer

5. De oprindelige skuespillere forventes ikke at være med i den kommende film

En af de ting, vi ikke helt ved med sikkerhed, er, om nogle af de skuespillere, der var med i de oprindelige Hunger Games-film, vil være med i den kommende film. 

Det bliver mærkeligt at komme tilbage til Panem uden at se noget til skuespillere som Jennifer Lawrence, Liam Hemsworth, Woody Harrelson eller Lenny Kravitz, men eftersom den nye film finder sted omkring seks årtier før de originale film, giver det god mening, at vi nok ikke kommer til at få et gensyn med dem. De originale karakterer nævnes heller ikke i bogen, som den nye film er baseret på. 

Kilder: ew.com, insider.com