En skuespillerkarriere er ikke noget, du kommer sovende til. Når gennembruddet indfinder sig, er det en del af jobbeskrivelsen at troppe op på den røde løber med flot tøj og måske et glas dyr champagne i hånden. Men hvilke jobtitler havde disse fem, danske skuespillere, før de havnede på den røde løber?
1. Trine Dyrholm
Selvom den prisvindende Trine Dyrholm har mange film og serier på bagen, havde hendes gennembrud på skærmen ikke noget med skuespil at gøre. Hun deltog nemlig i Melodi Grand Prix i 1987 med sangen Danse i måneskin, som jo i sandhed er en dansk musikskat. Hun var kun 14 år på daværende tidspunkt og kom på en tredjeplads. Efterfølgende udgav hun en LP, inden hun forlod musikkens verden og orienterede sig mere mod skuespillet.
2. Mads Mikkelsen
Han er uden tvivl én af Danmarks største skuespillere, og hvis du har set Druk, kan du sikkert tydeligt huske hans imponerende dans i slutningen af filmen. Måden, han meget naturligt bevæger sig på, når han i filmen danser rundt med sine nyudklækkede studenter, er ikke et tilfælde. Mads Mikkelsen har nemlig en baggrund som gymnast og professionel danser. Han dansede i otte år for Micado danse Ensemble, inden han fik sit store gennembrud i Pusher. Nu giver dansescenen fra Druk pludselig mere mening!
3. Dar Salim
Skuespilleren, der er aktuel i TV-serien Agent, er født i Irak og kom til Danmark med sin familie som 7-årig. Efter gymnasiet meldte han sig frivilligt til Livgarden og begyndte efterfølgende at drømme om en karriere som pilot. At blive uddannet pilot er dog en dyr affære, og han måtte arbejde hårdt for at få råd til den. Han blev endelig færdiguddannet i 2002 – året efter terrorangrebet den 11. september 2001. Terrorangrebet medførte dog, at det blev sværere at få job som pilot, hvis vedkommende havde irakisk baggrund.
Alligevel formåede han at skaffe sig et job som pilot, og det var midt i denne karriere, at han tilfældigt fik sin første rolle. Senere dedikerede han sig fuldt ud til skuespillet, og dét er vi glade for – vi elsker at se ham på skærmen!
4. Thomas Bo Larsen
Du kender ham nok fra film som Druk, Jagten eller Pusher, men før han blev en af Danmarks helt store filmstjerner, forsøgte han at skabe en karriere inden for andre erhverv. Faktisk fik han allerede sit første job, da han droppede ud af skolen i 8. klasse – nemlig som bagerlærling. Efterfølgende kunne han både skrive militæret og snedkerlærling på CV'et, men han kunne ikke rigtig holde sig til én ting.
Det endte ud med, at han landede en uddannelse som glarmester i 1987, men også dette job måtte han forlade allerede efter halvandet år. Derfra røg han på Odense Teaterskole, og siden da har vi kunne nyde hans barske karakter på skærmen.
5. Roland Møller
Roland Møllers skuespilkarriere startede faktisk som manuskriptkonsulent på fængselsfilmen R, hvor han bidrog med sine førstehåndserfaringer som indsat. Roland Møller har nemlig en baggrund som ungdomskriminel, der spænder bredt. Hans kriminelle fortid må kunne gå under samlebetegnelsen “en rigtig slagsbror”. Det var nemlig forskellige voldsdomme, der fik ham bag tremmer af ti omgange. Imens han var indsat, gjorde han også “karriere” i hashhandel, og han assisterede andre indsatte med flugtforsøg.
Heldigvis tog Rolands liv en drejning, da han som 30-årig blev løsladt for sidste gang. Han røg på højskole, og her oplevede han et sammenhold og en forståelse, som han ikke havde oplevet på samme måde før. Dét fik ham til at skifte retning i livet, og det er vi taknemmelige for!
Hans livshistorie minder til forveksling om historien om Den Grimme Ælling og er enormt livsbekræftende!