The Wedding Coach på Netflix
Er du vild med at se folk giftes på tv? Så skal du helt sikkert se disse programmer. © Netflix

Her er de 6 bedste bryllupsshows, du skal se på Netflix

Har du set programmet, hvor parrene skal vælge mellem drømmebrylluppet og drømmehjemmet?

28. maj 2021 af Henny Müller Dahl

Uanset om du selv skal giftes eller ej, så ved du sikkert, at der ofte er meget (som i rigtig meget) planlægning forud for et bryllup. Og selvom du selv måske – eller måske ikke – er ude efter bryllupsinspiration, så er der bare noget sjovt ved at se folk blive gift på tv. 

Vi har derfor samlet seks gode shows på Netflix, som alle har bryllup som overordnet tema. Find dit næste yndlingsbryllupsprogram herunder, og læn dig tilbage til den søde lyd af kirkeklokker. 

1. The Wedding Coach

Hvis du selv skal giftes og godt kunne bruge et godt råd eller to til bryllupsplanlægningen, så skal du uden tvivl se The Wedding Coach. 

I dette reality-program tager komikeren Jamie Lee os alle under armen, mens hun uddeler en masse praktiske tips og tricks til alle os, der bare gerne vil blive lidt klogere på, hvordan den store bryllupsdag kan forløbe så smertefrit som muligt (uanset om vi har bryllupsplaner eller ej). 

The Wedding Coach
Mangler du en masse gode tips til din bryllupsplanlægning? Så skal du se The Wedding Coach. © Netflix

2. Marriage or Mortgage 

Marriage or Mortgage er bare det perfekte reality-program. Showet er både nytænkende, men består samtidig også af de klassiske konkurrenceelementer, som vi reality-elskere holder så meget af! 

Her konkurrerer en bryllupsplanlægger og en ejendomsmægler nemlig om at få det kommende ægtepar til at vælge enten et stort bryllup eller et kommende drømmehjem. Og det er præcis lige så sjovt og underholdende, som det lyder. 

Marriage or Mortgage
Hvis du har lyst til at se par vælge mellem drømmebrylluppet og drømmehjemmet, skal du se Marriage or Mortgage. © Netflix

3. Indian Matchmaking 

Indian Matchmaking er ikke lige så bryllupsorienteret som nogle af de andre på listen, idet programmet generelt også har fokus på dating og de indledende faser til et ægteskab – set ud fra et arrangeret ægteskabsperspektiv. 

I dette program forsøger matchmakeren Sima Taparia at guide unge par i USA og Indien, der af forskellige grunde indgår i arrangerede ægteskaber. Så er du nysgerrig på andre bryllupstraditioner, er Indian Matchmaking bestemt et kig værd. 

Indian Matchmaking
Se Indian Matchmaking på Netflix for et indblik i andre bryllupstraditioner. © Netflix

4. Say I Do 

Føler du mere for at se et bryllupsshow, hvor du med garanti kommer til at fælde en tåre eller to, skal du helt sikkert se Say I Do. Gør dig klar på at høre en masse personlige og rørende historier, mens tre eksperter sammen forsøger at skabe et hemmelighedsfuldt overraskelsesbryllup til forskellige par – mens kun den ene partner ved, hvad der foregår. 

Efter at have set programmet ville vi i hvert fald selv ønske, at nogen ville overraske os med så fine bryllupper – og tænk lige at slippe fra al den stress, der ofte hænger sammen med at arrangere alt fra bryllupsinvitationer til underholdning til brylluppet? Ren luksus. 

Say I Do
Gør dig klar på at gøre en masse søde historier i Netflix-programmet Say I Do. © Netflix

5. Love Is Blind 

Love Is Blind må uden tvivl være et af de mest kendte reality-programmer på Netflix – og vi forstår godt hvorfor. I programmet, der foregår som en slags socialt eksperiment, skal singler finde kærligheden uden overhovedet at se hinanden. Hvis du elsker et program som Gift ved første blik, så vil du højst sandsynligt også elske Love Is Blind. 

Love Is Blind
Love Is Blind er et virkelig spændende program udformet som et socialt eksperiment. © Netflix

6. The Big Day 

Et andet program, der så fint viser bryllupstraditioner fra andre kulturer, er The Big Day, der har fokus på Indiens bryllupsindustri, som er rigtig mange milliarder værd. I dette farverige program følger vi seks forlovede par på deres rejse mod ægteskabet, og her bliver der altså ikke sparet på noget. Hvis du også elsker programmer, der udvider din horisont, er The Big Day sikkert lige noget for dig. 

The Big Day
Se The Big Day, hvis du både elsker programmer om andre kulturer og bryllupper. © Sunil Jagdish

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.