De får os til at grine, og de får os til at græde. Og nej, det er ikke en ustabil kæreste, vi taler om, men en række fantastiske Disney Pixar-film, vi har set utallige gange. Filmene på listen her, får os – udover at smile og tørre en tåre væk – til at tænke over livet, for med alle animationsfilmene følger også et budskab om venskab, kærlighed, familie eller livet generelt.
Så slå benene op, bland en pose slik, og smæk en (... eller alle! Vi stopper dig ikke) filmene på listen her på fjernsynet. Det er tid til at nyde en vaskeægte Disney Pixar-film.
1. Coco
I Disney Pixar-filmen Coco bliver vi meget klogere på De Dødes Dag, som er en mexikansk fejringsdag, hvor befolkningen mindes sine forfædre. Miguel, som er filmens hovedperson, er en dreng på 12 år, som har et inderligt ønske om at blive berømt musiker. Miguels familie har dog forbudt ham at lave musik, og han er derfor nødt til at finde (læs: stjæle!) en ny guitar.
I sin søgen efter en ny guitar lander han pludselig i de dødes rige, og her venter ham et eventyrligt mysterie om hans familie og forfædre. Virkelig en fin (og ikke mindst sjov og tårefremkaldende) fortælling om værdier, familie og at mindes de døde med Día de Muertos!

2. Op
Du begynder garanteret at tude, hvis du sætter Disney Pixar-filmen Op på. Kærligheden mellem ægteparret Carl og Ellie er ikke til at tage fejl af (det kræver seriøst et par pakker Kleenex), for de har været sammen, siden de var små. Carl og Ellie har altid ønsket sig et eventyr, men tiden går, og pludselig er det elskværdige par gamle. Da Ellie dør, beslutter Carl sig for begive sig ud på et eventyr. Så hvorfor ikke binde MANGE balloner fast til sit hus og flyve det til Sydamerika? Det er i hvert fald det, den (lidt gnavne) mand vælger at gøre.
Selvom Carl helst vil gøre det alene, får han selskab af drengen Robert, hunden Doggy og fuglen Kenneth – et noget kombineret hold!

3. Luca
Dette er Pixars nyeste animationsfilm, som foregår i den fiktive, italienske by Portorosso. Her træder vi ind i et magisk univers, hvor havmonstre kan forvandle sig til mennesker, når de træder op på jorden. Det lyder vildt, og det synes Luca også, som netop er det havmonster/menneske, vi møder og følger i filmen!
Den lidt usikre Luca møder den modige Alberto, der som ham selv er havmonster. Alberto lærer Luca at stoppe med at overtænke med ordene “Silenzio Bruno!”, og sammen udforsker de to venner den lille italienske by sammen, lærer at spise pasta og møder deres gode veninde Giulia, de sammen deltager i en uhyre vigtig konkurrence sammen med.

4. Monsters, Inc.
Selvom vi har set Monsters, Inc. mange gange, er det altså en film, der altid kan få os i godt humør! Her bliver vi bekendt med firmaet, der sender deres ansatte (altså monstre) ind gennem døre og ind på små børn værelser for at skræmme dem. Hvorfor? Jo, fordi børnenes skrig er den energi, som byen skal bruge for at fungere!
I Disney Pixar-filmen lærer vi Sulley og Mike at kende. En dag går det galt for Sulley, som ved et uheld får lukket en lille pige ind i monsterverdenen – og det er IKKE godt.
Monsters, Inc. 2, som har fået navnet Monsters University, er virkelig også en god film, som faktisk foregår FØR etteren. Her møder Mike og Sulley hinanden på skræmmeskolen, hvor de kæmper om at blive gode skræmmere. Dog er de mildest talt ikke bedste venner fra start...

5. Sjæl
Hvad er det egentlig ved dig, der gør dig til... ja, dig? Det undersøger Disney Pixar-filmen Sjæl, hvor vi møder mennesket Joe, der har en drøm om at slå igennem som jazz-musiker i New York. Ved et uheld lander han i The Great Before, hvor han hjælper sjælen 22 med at finde sit kald.
Instruktøren på Sjæl har også lavet filmen Op, og du kan læse listen med andre ting, du ikke vidste om Sjæl, lige her.

6. Toy Story
Toy Story udkom allerede i 1995, og efterfølgende er der kommet et par efterfølgere til den succesfulde film. Hele fire Toy Story-film findes der, og det forstår vi godt!
Fortællingen om at legetøj bliver levende, når ejerne ikke er hjemme, og at børn hele tiden får nyt legetøj, fordi de bliver trætte af at lege med det gamle, er så fin og sjov. Og så elsker vi bare Woody og Buzzlightyear!

7. Find Nemo
Historien om klovnefisken Marlin, der desperat leder efter sin forsvundne søn Nemo, og i jagten møder den glemsomme (og ikke mindst vildt sjove og vildt søde!) paletkirurgfisk Dory, en humørskiftende haj og venlige og lidt kogeren skildpadder, kan vi se igen og igen.
Dory, der taler hvalsprog, vil altid få os til at grine, og relationen mellem Marlin og Nemo vil altid få os til at græde. Typisk Disney Pixar!

8. De Utrolige
De Utrolige er fortællingen om familien, der udadtil ser helt almindelige ud, men faktisk er tidligere superhelte. De har superkræfter, vi sikkert alle har drømt om. Faren Bob er vanvittig stærk, moren Helen er superelastisk, og datteren kan gøre sig usynlig, mens sønnen er hurtigere end lynet.
Bob og Helen har lagt deres superhelteliv helt på hylden, men pludselig får de muligheden for at vende tilbage til deres (ret savnede) jobs, fordi der er brug for deres hjælp.

Se en Pixar-film med en, du holder af
... det kan nemlig både være en kæreste, en date, en veninde, dine forældre, dine småsøskende eller dine børn. Disney Pixar er formidable til at producere film, som rammer mange aldersgrupper. Det er ikke sikkert, at de små forstår alle budskabene i filmene, men de vil elske de elskværdige karakterer fra Pixar-universet.
Disney Pixar-filmene rammer også vi voksne lige i hjertet, for hvem kan seriøst stå for familiefortællingen i Find Nemo, om identitetsforvirring i Sjæl og ikke mindst alle de fantastiske karakterer som Kenneth fra Op, Mike fra Monsters Inc. og Luca fra... ja, Pixar-filmen Luca.
Vi kan ikke, og vi vil altid elske Disney Pixar-film. Uanset hvor gamle vi bliver.
Vil du holdes opdateret på seneste nyt om film og serier? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.